For 3. år i træk samarbejder Borgbjerg Skole og Multihuset om idræt og bevægelse. Et samarbejde der sker med stor glæde for alle involverede!

Eleverne i 4. klasse på Borgbjerg Skole dyrker idræt sammen med seks voksne udviklingshæmmede i hallen i Borgbjerg. Og der er fart på, når de samles i hallen – der bliver hoppet, sprunget, kravlet, balanceret og spillet hockey i hallen. Det er eleverne der instruerer og humøret er helt i top hos alle.

Undervisning og tegnsprog
Glæden ved samværet er gensidig – og en af de vigtigste årsager til, at pædagog Janni Stefansen fra Multihuset har sat projektet i søen:
“Inden vi går i hallen, har vi en halv times undervisning med eleverne i klassen. Det er rigtigt dejligt at se, at børnene er så gode til at reflektere over, hvad der er forskellen på dem og de udviklingshæmmede – og hvad de kan være fælles om,” siger Janni Stefansen.
Undervisningen omfatter blandt en kort indføring i, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, hvordan man kommunikerer med udviklingshæmmede – og et meget enkelt kursus i tegnsprog, så man kan få forklaret, at man gerne vil lege, og at man kan prøve noget sjovt sammen.

I hallen er det nemt at se, at børn og udviklingshæmmede er helt trygge ved hinanden. Det er meget naturligt at holde hinanden i hånden og støtte hinanden, når balancebanen skal holdes, og der er ingen berøringsangst på tværs af alder og evner.
“Den første gang var det lidt underligt, men de er bare megasøde, og det er sjovt at have besøg af dem,” fortæller en flok piger, som sammen med resten af klassen og de udviklingshæmmede har lært, at man sagtens kan have det sjovt sammen, selv om man ikke kan det samme.

Holstebro, udviklingshæmmede, Borgbjerg Skole
Foto: ABW