Arne Nielsen stopper ved årsskiftet som formand for Holstebro Kunstmuseums bestyrelse. Han har siddet i museets bestyrelse i 24 år – heraf de seneste 11 år som formand. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

I sine mange år som bestyrelsesmedlem og formand for museets bestyrelse har Arne Nielsen sat et stort præg på museet. Han har været med til at ansætte to direktører, haft en central rolle i forbindelse med opførelsen af Færchfløjen og været drivkraften bag skabelsen af Billedkunstnerisk Grund Kursus, der siden blev til Kunst&Design-uddannelsen under Dansk Talent Akademi.

 

Når Arne Nielsen forlader posten som formand for Holstebro Kunstmuseums bestyrelse, kommer han ikke til at kede sig. Han er medlem af Holstebro Ældreråd og Hardernes Y’s Mens Club, hvor han er engageret i hjælpearbejdet især i Kosovo.