Operaen i Midten kan med stolthed tage sin del af æren, når P2-Prisen 2018 bliver uddelt ved et stort show i DRs koncerthus fredag den 19. januar.

P2-prisen for årets nyskabelse tilfalder nemlig Danmarks første operafestival for børn og unge – GrowOP! – som Operaen i Midten satte et stort og festligt fingeraftryk på. Det skete i samarbejde med Den Jyske Opera, Figura Ensemble og Børnekulturhuset i Aarhus.

Operachef i Operaen i Midten, Flemming Vistisen, er meget tilfreds med anerkendelsen:

– Vi mener, at opera er for alle, og vi har efterhånden en del år satset kraftigt på opera for børn og unge. Derfor bliver jeg endnu mere glad og stolt, når festivalen på denne måde anerkendes. Forrige år modtog vi kultur- og undervisningsministeriernes fælles Springfrøpris for vores arbejde med at bruge klassisk musikdramatik i skolen, så nu er der to priser, der markerer og værdsætter det arbejder, vi lægger i at udbrede operaen og vise, hvad kunstarten også kan, siger han i en pressemeddelelse.

Ved P2 Prisen 2018 bliver der mulighed for at høre musik og sang fra Operaen i Midtens nye forestilling, Paul Schwartz’ eventyropera ’Snehvide’ med deltagelse af MidtVest Juniorkor, ledet af Flemming Vistisen.

%d bloggers like this: