Holstebro Kommune er med i Rådet for Sikker Trafiks kampagne for at få flere trafikanter til at overholde fartgrænserne.

Hvert år kommer mennesker alvorligt til skade i trafikken. I værste fald kommer de slet ikke hjem til deres familie på grund af en ulykke, der kunne have været undgået. I perioden 2011-2015 blev 14 dræbt, og 113 kom alvorligt til skade ved trafikulykker i Holstebro Kommune.

Foto: ABW

I ca. halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der blevet kørt for hurtigt i forhold til fartgrænsen og fx vejr- og vejforhold. Det viser tal fra Vejdirektoratet. Derfor er Holstebro Kommune gået med i den landsdækkende kampagne “Sænk farten før det er for sent” i perioden 9.-29. april i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik.

– Vi har valgt at sætte vejkantplakater op på de større kommuneveje, hvor der kører mange biler, og hvor der køres for stærkt. Vi håber, at plakaterne vil få bilisterne til at lette foden fra speederen, overholde fartgrænserne og i det hele taget køre efter forholdene, siger formand for kommunens tekniske udvalg Klaus Flæng.

Hvorfor kører vi for stærkt?

Mange dødsulykker sker på landevejene – især på grund af for høj fart og uopmærksomhed. Når man kører for stærkt, kan det betyde, at man ikke når at bremse i tide, hvis der sker noget uventet. Det kan fx være en, der pludselig skifter vognbane eller krydser vejen uden at se sig for.

Sidste år spurgte Rådet for Sikker Trafik 1.472 bilister, hvor hurtigt de kører på landevejene. Hver tredje (34 %) svarede, at de ofte eller nogle gange kører 95 km/t. på strækninger, hvor man maksimalt må køre 80 km/t. En del af bilisterne forklarer det med, at de følger trafikken eller ikke holder øje med deres fart.

– Når man kører bare lidt for stærkt, så skal man bruge markant flere meter på at bremse, hvis der sker noget uforudset. På en landevej kan der fx pludseligt komme en bil, cyklist, hund eller et barn ud fra en sidevej eller udkørsel. Og der er det vigtigt, at man kan nå at bremse, før det er for sent, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.