Nu kan du helt frem til påsken komme gratis ind på Holstebro Museum.

I perioden 1. februar og frem til og med påsken er der gratis adgang for alle, inden museet den 18. april lukker dørene, så der kan bygges om og laves helt nye udstillinger.

Dermed kan du nå at se de nuværende udstillinger og måske yndlingsgenstanden, inden det hele pakkes væk. Til de første 1000 gæster er der ovenikøbet gratis kaffe.

Holstebro Museum går en spændende tid i møde med store forandringer. Museet skal forvandles fra at være en oplevelse for øjnene til en oplevelse for hele kroppen. Det vil ske i form af en markant om- og nybygning til godt 37,5 mio. kr., som er bevilget af Færchfonden med 25,4 mio. kr. og Birn Fonden med godt 12 mio. kr.

Kort sagt – byen og egnen får et nyt museum. Inden dørene lukkes i, byder museet alle velkomne til at besøge museet en sidste gang.