Byrådet har truffet beslutning om den retning handelslivet i Holstebro skal udvikles i.

To forskellige og markante oplæg dannede grundlag for den endelige beslutning om at satse på en udvikling og markant udvidelse af Nørreport Centret og et løft til den sydlige del af Nørregade ud mod Enghaven.

Nørreport Centret
Nørreport Centret ønsker en ny og stærk forbindelseslinje til Nørregade, som kan integrere center og by.

Den langsigtede vision for Nørreport er at udvide til ca. 24.000 m2. Den første fase rummer renovering og udvidelse med 4-5.000 m2, som giver plads til nye butikker. Der kommer en 5-sals biograf og mere end 10 nye udvalgsvarebutikker og restauranter. Udvidelsen skal ske hen over parkeringsarealet bag Nørreport Centret og Nørregade.

Nørregade 12 og 14
Bygningerne omkring Fætter BR, kommer til at indgå i den arkade, som får indgang fra Nørregade og som vil fortsætte ud mod Enghaven. Her bliver det specialbutikker, detailhandel og restauranter/cafeer, som kommer til at tegne konturerne i arkaden.

Det videre forløb for både Nørreport Centret og arkaden består nu i, at der skal udvikles detaljerede projektplaner, inden det egentlige arbejde med at udforme lokalplan kan gå i gang.

Læs mere her