Ørsted skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om lærerprisen:

Årets gymnasielærer inden for naturvidenskab og teknologi skal findes og hædres med H.C. Ørsted medaljen i bronze. Elever og lærere kan nu indstille kandidater og sikre 50.000 kr. til et undervisningsprojekt på gymnasiet.

Selskabet for Naturlærens Udbredelse og energiselskabet Ørsted uddeler i december H.C. Ørsted medaljen i bronze til en særligt inspirerende gymnasielærer inden for naturvidenskab og teknologi. Gymnasieelever, -lærere og -rektorer kan indstille inspirerende gymnasielærere frem til den 29. oktober.

Medaljen og et medfølgende rejselegat på 25.000 kr. skal gives til en særligt inspirerende gymnasielærer, som formår at engagere eleverne i de naturvidenskabelige og teknologiske fag i gymnasiet.

“Underviserne i gymnasiet spiller en meget vigtig rolle både for de unges generelle forståelse af den naturvidenskabelige og teknologiske omverden og for deres valg af videre uddannelse. Med H.C. Ørsted medaljen i bronze ønsker vi at anerkende og hylde den ekstraordinært inspirerende undervisningsindsats, som fænger eleverne, gør undervisningen relevant og styrker elevernes nysgerrighed for naturvidenskaben,” siger professor Dorte Olesen, præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse.

Ørsted er en af de virksomheder, som har brug for at unge vælger at uddanne sig inden for de naturvidenskabelige og teknologiske fag. Energiselskabet arbejder for en omstilling af verdens energisystem til grøn energi, og strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted, Jakob Askou Bøss siger:

“Klimakrisen kræver naturvidenskabelige og teknologiske løsninger, og det gør valget af uddannelse til et af de vigtigste klimavalg, man står overfor som ung. Derfor er det også afgørende, at vi har undervisere på gymnasierne, som kan inspirere eleverne til at uddanne sig i denne retning, så de kan bidrage til at skabe løsninger i fremtiden.”

Inspirerende undervisere i gymnasiet kan være den direkte årsag til, at eleverne søger ind på en naturvidenskabelig eller teknologisk, videregående uddannelse.

H.C. Ørsted bronzemedaljen gives til særligt inspirerende gymnasielærere inden for naturvidenskab og teknologi. Med medaljen følger i år et rejselegat på 25.000 kr. til modtageren og et beløb på 50.000 kr. til et projekt på skolen i forbindelse med undervisningen.

Medaljen uddeles i december og både lærere og elever kan indstille kandidater ved at sende en motiveret indstilling til snu@naturvidenskab.net senest 29. oktober.

Se mere på: https://naturlæren.dk/2019/06/03/indkaldelse-af-indstillinger-til-h-c-oersted-medaljen-til-gymnasielaerere-2019/

Del på de sociale medier