Haveselskabet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om vinterhaver:

Vintermånederne er den tid, som mange havemennesker bruger på at forberede den kommende havesæson og planlægge, hvad der skal ske udenfor, når temperaturerne igen stiger. Og for mange både haveejere og altandyrkere kredser tankerne i øjeblikket om, hvordan de kan indrette deres haver eller terrasser, så de matcher fremtidens behov.

– Haven er for mange mennesker et helle, hvor de kan slappe af, og i fremtiden får vi endnu mere brug for haven som et sted, hvor vi kan koble af og lade op. Vi oplever, at flere gerne vil skære nogle af pligtopgaverne fra, og samtidig er mange også interesserede i at gøre haven mere bæredygtig og klimavenlig, fortæller Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

En international megatrend

Både det internationalt toneangivende Chelsea Flower Show i London og Danmarks største haveshow Cph Garden, som Haveselskabet selv afholdt i sommer, var præget af de nye megatrends, der sætter naturen i højsædet. Både klima og bæredygtighed samt digital detox og sundhed var gennemgående temaer, da førende havedesignere og -arkitekter på de store haveshows viste deres bud på fremtidens haver.

– Haven kommer i stigende grad til at spille en rolle for vores fysiske og mentale sundhed. Det kan være beroligende at lytte til fuglefløjt og rislende vand eller at lade øjnene nyde havens afdæmpede, grønne farver. Og så giver køkkenhave og selvforsyning mening for mange – også selv om det er i lille skala med et par potter til krydderurterne, siger Louise Møller.

Professor: Det er sundt at gå i haven

Og vi har brug for at gå i haven. Det konkluderede overlæge og professor Bente Klarlund sidste år, da hun for Haveselskabets magasin Haven samlede de videnskabelige undersøgelser på området. Her var konklusionen klar: Det er sundt at gå i haven – både for kroppen og for sindet. Faktisk ville det være på sin plads at kunne udskrive havearbejde på recept, konstaterede Bente Klarlund.

Megatendenser som julegave

Det kan være svært at forkæle et vaskeægte havemenneske med en grøn julegave, når der hverken kan plantes, sås eller høstes i den kolde jord udenfor – men ikke hvis du lader dig inspirere af de 3 overordnede megatendenser er det mange andre måder at glæde en haveglad på til jul. De 3 tendenser er: Afslapning og digital detox, sundhed og selvforsyning samt dyreliv og biodiversitet.

Uanset om drømmen går i retning af et rigere dyreliv, mere selvforsyning eller en afstressende oase i den travle hverdag, er der mange måder at hjælpe haveejerne på vej, når der skal en gave under juletræet. Sådan kan du forkæle en havedyrker med inspiration i fremtidens have:

Afslapning og digital detox

Et af de steder, vi kan finde ro til at lade tankerne fare eller nyde en kop kaffe eller en god bog i vores eget selskab, er netop haven. Vores behov for at finde hvile i hverdagen er generelt stigende, for fuld af støj og informationer og brummende mobiltelefoner, har krop og hjerne brug for pauser og hellesteder.

Have-gave: En god havestol, en drømmeseng eller et lunt tæppe til kølige dage i haven eller på altanen.

Sundhed og selvforsyning

Flere dyrker selv bær, krydderurter og grøntsager – blandt andet for at undgå pesticider, og så de kan mindske madspild ved kun at høste det, de har brug for. Nye opfindelser gør det muligt at dyrke urtehave i vertikale bed på altanen eller under særligt vækstlys, og i fremtiden vil endnu flere selv dyrke endnu mere.

Have-gave: Potter til krydderurter, vertikale bed til altanen eller krukker til at opbevare egen høst fra køkkenhaven.

Biodiversitet og kontakt med naturen

Mange haveejere er i fuld gang med at gøre deres have mere bæredygtig og klimavenlig. Ud over at plante insektvenlige planter, er der med fremtidens tørre somre og våde vintre også behov for vand og husly til dyr og insekter, så de har et sted at bo, at formere sig og kunne overvintre.

Have-gave: Vandbad, pindsvinebo og insekthoteller til at fremme dyreliv og biodiversitet i haven.

Til alle havetyper

Magasinet Haven er skrevet af førende havefolk og er fuld af inspiration, nye tendenser og gode råd og ideer til haven. Medlemskabet giver blandt andet adgang til hyggelige havegrupper, lokale haveaktiviteter, faglig rådgivning, en skræddersyet gødningsplan samt rabatter og tilbud på havearkitekter og havegrej. Læs mere på haveselskabet.dk/gave

Have-gave: Et års abonnement på magasinet Haven med medlemskab af Haveselskabet.

 

Del på de sociale medier