Søndag indgik regeringen en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, som giver mulighed for lønkompensation for fyringstruede medarbejdere grundet Corona-udbruddet. Aftalen gælder for lønmodtagere i alle private virksomheder (dvs. alle brancher). Selvstændige uden ansatte er dog IKKE omfattet af aftalen.

Aftalen gælder ifølge Beskæftigelsesministeriet lønmodtagere i alle de private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af COVID-19 og derfor står overfor at skulle varsle afskedigelser for mindst 30 pct. eller mere end 50 ansatte. I det tilfælde får virksomheden en lønkompensation fra staten på 75 pct. af de pågældende medarbejderes løn, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned, såfremt de undlader at varsle fyringerne. For timelønnede udgør den statslige lønkompensation 90 pct., dog maksimalt 26.000 kr. pr. måned.

• Kompensationsordningen vil gælde fra og med 9. marts til og med 9. juni 2020.
• Ansøgning om lønkompensation vil foregå digitalt, og alle, der opfylder ordningens kriterier, vil blive kompenseret.
• Ansøgningerne vil ikke blive behandlet efter først-til-mølle-princippet.
• Det forventes, at der bliver åbnet for ansøgninger til puljen midt i uge 13.
• Ansøgninger modtages ikke før ordningen åbnes.

Læs mere på Virksomhedsguiden.

Del på de sociale medier