Haveselskabet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om naturen i haven:

Naturen er ikke, som da far var dreng. Der er færre sommerfugle på blomsterne, færre bier i luften og færre fugle på himlen. Herhjemme mangler der vild natur, hvor dyr og planter kan trives. Det vil lokale haveejere over hele landet nu gøre noget ved.

Pxhere, frigivet under Creative Commons CC0 – tidselsommerfugl

En overvældende mængde haveejere har meldt sig til WWF Verdensnaturfondens og Haveselskabets nye eksperiment Danmarks Vilde Haver, der går ud på, at danske haveejere dedikerer noget af haven til at skabe mere vild natur.

I alt var der brug for 60 haver til projektet, men der kom mere end 1500 tilmeldinger, og de kom fra alle hjørner af landet – fra Børkop til Aakirkeby, fra Nibe til Gilleleje og fra Aarhus til København.

– Det er kommet helt bag på os, hvor mange tilmeldinger vi har fået, og hvor stor motivationen er blandt danskerne til at gøre noget godt for naturen herhjemme. De mange tilmeldinger viser bare, at danskerne er klar til at gøre en forskel for de trængte insekter, sommerfugle, halsbåndmusen og alle mulige andre forunderlige dyr i den danske natur, siger Thor Hjarsen, som er seniorbiolog i WWF Verdensnaturfonden.

Danmarks 1,2 millioner private haver kan gøre en verden til forskel for naturen. Tilsammen udgør de et stort areal, hvor der kan arbejdes meget med biodiversiteten – for eksempel ved at lade fuglene snuppe bladlus og møl i stedet for at sprøjte med gift.

– Som haveejer vil vi så gerne rydde op i haven, men det er meget bedre at holde lidt igen og lade naturen klare det, den kan selv. Det betyder ikke, at vi skal give slip på hele haven, for der kan være både staudebed og roser i en insektvenlig have, men vi skal vænne os til, hvordan haven ser ud, når der også er plads til naturen, fortæller havefaglig rådgiver i Haveselskabet Rie Birk Lauridsen.

Hver region får sit eget forsøg
Danmarks Vilde Haver er et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden, Haveselskabet og i alt 60 haveejere fordelt på tværs af landet i seks regioner for at øge kendskabet til dansk natur og biodiversitet.

Hver region bliver tildelt forskellige forsøg, som de skal have særligt fokus på for at skabe bedre betingelser for insekter, padder, fugle eller pattedyr. Det kan være alt fra at lade græsset stå til at anlægge et åndehul til den trængte vandsalamander. Resultaterne af de mange forsøg samles til efteråret, hvor de bliver til en række brugbare guides, som alle kan hente inspiration i.

– Haveejerne kan gøre en enorm forskel for naturen – meget større end de fleste sikkert selv tror. Jeg glæder mig til, at vi med de nye guides kan gøre det endnu nemmere og mere overskueligt at hjælpe de vilde dyr og planter, for vi ved, at rigtig mange faktisk gerne vil give naturen en hånd, siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet.

– Vilde dyr og planter færdes frit uden at tænke over, hvornår de er i naturen, og hvornår de er i en families have. Men desværre ordner vi i dag vores haver så meget, at vi kommer til at ødelægge dyrenes levesteder, og det går hårdt ud over naturen og biodiversiteten i Danmark. Vi håber, at rigtig mange danskere har lyst til at hjælpe de trængte insekter, sommerfugle og smådyr ved at gøre deres have lidt vildere. Jeg kan love, at en vild have giver masser af storslåede oplevelser lige udenfor vinduet, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

I alt har mere end 1500 danske haveejere meldt sig til eksperimentet. Udover de udvalgte 60 haveejere deltager både Felix Smith og Signe Wenneberg også i eksperimentet. De er begge to store haveentusiaster, som gerne vil gøre mere for, at deres haver bliver vildere og fulde af liv.

Fakta om Danmarks natur

Resultater fra Danmarks Vilde Haver præsenteres til september
Alle danskere kan hjælpe Danmarks trængte insekter og dyr ved at gøre deres have til et bedre levested for dyrene. Se hvordan på www.danmarksvildehaver.dk
Der findes omkring 1.200.000 huse i Danmark og i omegnen af 230.000 sommerhuse og kolonihaver, Så der er nok haver at gå i gang med.
Danske arter er blevet mere truede over de seneste 10 år, blandt andet fordi arterne mister deres oprindelige levesteder.
Biodiversitet er en samlet betegnelse for mangfoldigheden af mængden arter af planter og dyr i naturen.
70 % af danskerne ved nemlig ikke, hvad biodiversitet er, viser en undersøgelse fra sidste år fra EU Barometer.

Fakta om Haveselskabet

Haveselskabet er en non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.

Haveselskabet udgiver medlemsmagasinet “Haven”, som vores medlemmer modtager 10 gange om året. “Haven” kan ikke købes i løssalg i butikkerne.

Haveselskabet har Haveselskabets Have på Frederiksberg, står bag det store haveshow Cph Garden, driver haveselskabet.dk og Haveselskabets Rådgivning, hvor medlemmer kan få gratis og uvildig ekspertrådgivning.

Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.

Kontaktinformation
WWF Verdensnaturfonden kontaktes via presserådgiver Maria Andersen på m.andersen@wwf.dk eller 2194 5570

Haveselskabet kontaktes via presse- og kommunikationschef Bente Yde Enert på be@haveselskabet.dk eller 40402420

Del på de sociale medier