Enkeltcellede alger bidrager samlet med omtrent 50% af verdens iltproduktion. Trods disse algers enorme udbredelse i verdenshavene, er viden om deres livscyklus ofte ganske sparsom. Men nu har forskere vist, at enkeltcellede algers reproduktionsevne afhænger af deres vækstbetingelser – og at de mikroskopiske alger måske er langt mere komplicerede end tidligere antaget.

(Illustration: Sofie Binzer)

Et forskningsstudie er netop udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift, Science Advances, hvor forskere fra henholdsvis Aarhus Universitet og Københavns Universitet viser, at to af de mere almindelige algearter, Teleaulax amphioxeia og Plagioselmis prolonga, på dansk kaldet rekylalger, er en og samme art, der basalt set forandrer mængden af deres DNA afhængigt af ressourcer og årstid.

Typisk formerer alger sig aseksuelt gennem celledeling. Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at forskerne nu har opdaget, at visse arter af encellede alger kan variere deres DNA-mængde alt afhængig af deres vækstbetingelser og det miljø, de befinder sig i.

Ph.d-studerende Lumi Haraguchi fra Aarhus Universitet havde glemt en alge-kultur i laboratoriet. Stor var hendes overraskelse, da hun senere genfandt prøven og af ren nysgerrighed studerede de alger, der var vokset frem. For algerne havde tilsyneladende skiftet art.