Trods nedlukning fortsætter herregården Nørre Vosborgs store succes med juleudstillingen. Nu får beboere på kommunens plejecentre glæde af den.

Juleudstilling, foto: Nørre Vosborg

– Efter nedlukningen i yderligere 30 kommuner i landet på grund af Covid-19, er det en fantastisk glæde at lukke Danmarks flotteste juleudstilling med publikumssucces og ved at videregive julelyset til Holstebro Kommunes plejebeboere, fortæller direktør Helle I.M. Sigh.

De mange blomster og udsmykninger fra kulturherregården i Vemb doneres til Holstebro Kommunes plejecentre. Over flere uger skabte 300 frivillige og blomsterdekoratør Johnny Haugaard fra Herning den flotte udstilling, der trak over 12.000 interesserede ind på herregården.

– Det glæder os meget, at udstillingen kan leve videre i julen og resten af december måned til stor glæde for de ældre, som allermest har behov for lys i den mørke tid, siger Helle I.M. Sigh.

Udstillingen nedtages fredag, når de sidste gæster går igennem udstillingen på Nørre Vosborg midt på eftermiddagen, og frivillige vil sammen med kommunens medarbejdere sørge for, at blomster bringes sikkert ud på plejecentrene i Holstebro Kommune.