Som den første nogensinde vandt Søren Korsgaard fra Holstebro sit 10. DM, da han fredag og lørdag var bedst med traktor og vendeplov til LandboUngdoms DM ved Gørlev på Vestsjælland.

Konkurrencepløjning med vendeplov har fået sin helt egen konge i Danmark. Søren Korsgaard leverede fredag og lørdag et imponerende arbejde, og han kunne fortjent lade sig hylde som DM-vinder for 10. gang.

“Jeg er rigtig godt tilfreds. Ude i traktoren tænkte jeg godt på, det kunne blive 10. titel, og det gjorde mig faktisk glad, og jeg kunne nyde det,” siger Søren Korsgaard og storroser samtidig arrangørerne fra LandboUngdom Region Øst.

“Det har været et vildt godt stævne, alt spillede. Grønjorden var virkelig lækker, flot og ensartet, det var lige så tænderne rendte vand,” siger Korsgaard, der tidligere i år vandt bronze ved VM i USA.

Jesper Madsen fik sølv i senior vendeplov, mens Rasmus Pedersen tog sig af tredjepladsen. Vendeplov havde også en landbrugsklasse for nye pløjere, og her bestod podiet af Peder Ellegaard, Kasper Holmbo Bak og Martin T. Jensen. Juniorrækken blev vundet af Christoffer Dam.

Ung pløjer suveræn i standardplov

Martin Lindberg Velling er den nye store stjerne i dansk konkurrencepløjning. Den nu 22-årige gut fra Hobro er stadig junior, men for tredje år i træk var han bedst af alle standardpløjere. Han fik suveræne 223,75 point.

Michael Balle vandt senior standardplov, men med hans 207,5 point var han altså et godt stykke efter Martin Lindberg Velling.

Søren Korsgaard og Martin Lindberg skal i august 2020 repræsentere LandboUngdom og Danmark ved VM i pløjning, der afholdes i Skt. Petersborg.

Her vinderne af alle kategorier til DM i Gørlev:

Landbrugsklassen, vendeplov: Peder Ellegaard, Give

Vendeplov, junior: Christoffer Dam, Kirke Hyllinge

Vendeplov, senior: Søren Korsgaard, Holstebro

Standardplov, junior: Martin Lindberg Velling, Hobro

Standardplov, senior: Michael Balle, Odense

Veteran, classic: Bernd Clemmensen, Byllerup Bov

Veteran, 1-furet: Finn Pedersen, Sæby

Veteran, flerfuret bugseret: Claus Bech, Søndersø

Veteran, flerfuret liftophæng: Hans Fredrik Clemmensen, Tinglev

Klik her og se detaljeret resultatliste fra DM i pløjning.

Fakta:

Konkurrencepløjning foregår både i stubjord og i grønjord. I hver kategori bliver pløjerne vurderet ud fra 12 forskellige faktorer på en skala fra 1-10. Pløjeren med den højeste samlede score vinder. Det er blandt andet flækningen, sammenkastet og furens retning og pakning, der bliver vurderet.