Holstebro Kunstmuseum har den store fornøjelse at præsentere:

Lawrence Weiner (f. 1942) har udarbejdet et storstilet udstillingsprojekt skabt specifikt til Holstebro Kunstmuseums Færchfløj. CLOSE TO A RAINBOW er den til dato mest omfattende præsentation af kunstneren i Danmark.

Weiner opfatter sproget som et skulpturelt medium – som objekt, struktur og billedskabende materiale i ét. Udstillingen består som sådan af ti monumentale tekstværker, heraf et nyproduceret værk, samt en række papirarbejder.

De for kunstneren så karakteristiske ordsammenstillinger er opsat og malet direkte på vægge og gulve, og de tilbyder tilsammen et levende indtryk af det kunstneriske virke.

Lawrence Weiners virke udspringer af 1960ernes kunstneriske nybrud, hvor avantgardebevægelser såsom minimalisme, Fluxus og konceptkunst afstedkommer en ændret forståelse af billedkunstens ærinde.

Man talte i tiden om kunstværkets “dematerialisering”. Dette for at signalere, at kunstobjektets traditionelle farve- og formproblemer blev underlagt en mere omfattende undersøgelse af dets idémæssige indhold.

I det hele taget opstod der et fokus på selve betydningsdannelsens mekanismer, dvs. sammenhængen mellem visuelle erfaringer og meningsudvekslinger.

Weiner var en central figur i denne skelsættende nyorientering, og i over seks årtier har han på egne præmisser skabt værker med fortsat relevans.
Læs mere om udstillingen
Læs pressemeddelelsen

Markant nyerhvervelse

Takket være en særdeles generøs donation fra Ny Carlsbergfondet har museet erhvervet en monumental væginstallation af Lawrence Weiner:

MATTER AS WE KNOW IT
+ RED PAINT
+ YELLOW MUD
+ GREEN SLIME
& BURIED WHERE THE EARTH IS SOFT ENOUGH

Det associationsrige værk er oprindeligt skabt i 1995 i forbindelse med kunstnerens første visning på Holstebro Kunstmuseum.

Erhvervelsen er en betydelig styrkelse af museets permanente samling, og derudover har Weiner tilpasset værket således, at det nu også pryder facaderne, der vender ud mod museernes skulpturhave.

Dermed relaterer værket sig samtidig til Weiners kunstneriske udsmykning af byrådssalens ydermur på Holstebro Rådhus.

Udsmykningen blev i 1991 doneret til Holstebro Kommune af Statens Kunstfond som markering af 25-året for opstillingen af Holstebros kunstneriske vartegn, Alberto Giacomettis (1901-66) bronzeskulptur Kvinde på kærre (1942).

Denne blev for sin del ligeledes muliggjort ved hjælp af støtte fra Ny Carlsbergfondet. MATTER AS WE KNOW IT føjer sig på denne måde til de vigtigste kunsthistoriske pejlemærker for byens kulturprofil.

FOTOS
Installationsfoto fra udstillingen “Lost For Words”. Galleri Susanne Ottesen, 2013
Udsmykning på Holstebro Rådhus. Indviet 1991
Portrætfoto, Lawrence Weiner. Foto: Matt Tammaro

Udstillingen er støttet af:

Copyright © 2021 Holstebro Kunstmuseum, All rights reserved.
Holstebro Kunstmuseum sender dette nyhedsbrev på baggrund af din tilmelding via museets hjemmeside. Afmelding kan ske via linket herunder.

Kontakt:

Holstebro Kunstmuseum

Museumsvej 2A

Holstebro 7500

Denmark