Madkassen Vestjylland og Udsatterådet i Holstebro Kommune indsamler og uddeler overskudsvarer og maddonationer til ukrainske fordrevne. Indtil nu har de uddelt pakker til over 130 ukrainere i hele kommunen.

Mælkekasserne er fyldt med kartofler og kyllingelår. Jordbær og rugbrød.

Men også sutteflasker, vådservietter og vaskeklude. Indholdet sorteres, kasserne stables og køres afsted. Bag rattet sidder frivillige fra Madkassen Vestjylland og Udsatterådet i Holstebro.

– “Det er en ubeskrivelig taknemmelighed, der møder os, når vi kommer ud med pakkerne”, fortæller Lars Stampe.

Han er formand for Madkassen Vestjylland, som er en non-profit virksomhed, hvor frivillige arbejder med at videredistribuere ikke-forbrugte madvarer sammen med samarbejdspartnere i fødevarebranchen.

– “Vi er rundt i hele Holstebro Kommune – fra Vinderup til Vesterhavet – og der er ligesom en fællesnævner, der siger: Det her skal lykkes”, siger Lars Stampe.

Pia Aggerholm, som er formand i Udsatterådet, fremhæver de frivilliges holdånd, der gør, at man springer til, når man kan, og sætter kursen mod fx Ulfborg med bilen fyldt med madvarer.

– “Det er i høj grad et teamwork, der gør det her muligt. Både de frivillige, der indsamler og uddeler pakkerne – og ikke mindst vores lokale samarbejdspartnere”, fortæller hun.

Kasserne med kartofler og cremer kommer bl.a. fra MENY, Aldi, Netto, Bilka, Kvickly og AB Catering i Holstebro.

Faktisk tømte Udsatterådet i første omgang deres lager af madvarer og hygiejneartikler for at kunne hjælpe ukrainske fordrevne i Holstebro-området.

Efterfølgende er hjælpeorganisationerne lykkes med at få flere donationer via Facebook.

Erhvervs- og arbejdsmarkedschef i Holstebro Kommune, Søren Landkildehus, glæder sig over, at kommunens samarbejde med hjælpeorganisationerne bidrager til, at hjælpen kommer ukrainere direkte til gode:

– “Den store indsats fra Madkassen og Udsatterådet viser en enorm, lokal opbakning i en ekstraordinær situation. Derfor er jeg også glad for, at Holstebro Kommune understøtter indsatsen finansielt”, siger han.

Kilde

Foto: ABW