Kom og se og prøv de mange aktiviteter, som børn, unge, voksne og ældre kan gå til, når Idrætscenter Vest holder Åbent Hus den 3. september.
Her i sommertiden har snakken sikkert gået hen over spisebordet i mange hjem: Hvilken fritidsaktivitet skal børnene og dig kaste sig over i den nye sæson?
I Holstebro er der en sværm af tilbud. Og nogle gange kan det være svært at finde rundt i dem alle. Derfor afholder mange af foreningerne, som holder til i Idrætscenter Vest:
- Åbent Hus lørdag den 3. september kl. 9-15.
Adressen er Mozartsvej 5 i Holstebro. Her kan alle børn, voksne og seniorer prøve den vrimmel af aktiviteter, som det er muligt at gå til i centret.
Centerleder i Idrætscenter Vest, Jon Aaes, håber at se mange gæster og lover gratis boller til de første 100 besøgende.
– “Der er masser af gode grunde til at få sine børn tilmeldt en eller flere fritidsaktiviteter. Børn, der er aktive i deres fritid, trives generelt bedre end børn, der ikke har aktive fritidsinteresser. Man vil gerne hjælpe familierne, på tværs af generationer, med at opdage alle de tilbud, der findes her hos os”, siger Jon Aaes.
Aktiv fritid i en forening er godt for alle
Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedr. fysiske aktiviteter gælder ikke kun børn. De gælder også voksne i alle aldre. Listen af fordele ved at være fysisk aktiv i op til 30 minutter om dagen for voksne og en time om dagen for børn er nærmest uendelig.
Men hvorfor skal man vælge at ‘gå til noget’ sammen med andre i en forening, og ikke bare dyrke idræt og motion alene?
– “Når man er sammen med andre mennesker om sin aktivitet, er der større sandsynlighed for at fastholde den”, fortæller Jon Aaes.
Han henviser til undersøgelser lavet af bl.a. Idrættens Analyseinstitut.
– “Når vi deltager sammen med andre, får vi relationer, og det gør vores tilknytning til stedet, foreningen og aktiviteten større. Har man en god tilknytning, og synes man, det er sjovt, så kommer man igen og igen. Og det er det miljø, vi sammen med foreningerne viser frem den 3.september. Vi har faciliteter, aktiviteter og fællesskaber til enhver smag og alle aldre”, forklarer centerlederen.
Det er også god ’medicin’ for ældre, der føler sig ensomme, hvis de har det sjovt to gange om ugen med andre.
Jon Aaes glæder sig over den store flok af frivillige, som engagerer sig i foreningernes arbejde – både i det daglige og til Åbent Hus den 3. september.
Foreningerne
Følgende foreninger holder til i Idrætscenter Vest og er med til Åbent Hus-arrangementet:
- Holstebro Taekwondo Klub
- Holstebro Håndbold 90
- Holstebro Oldboys billard klub
- Holstebro Gymnastikforening
- Kenpo Karate
- Holstebro Boldklub
- Holstebro Arnis klub
- DGI Vestjylland – Aktiv Torsdag
- Holstebro Cykelklub
- Holstebro Bueskytteforening
- Vestjysk Gymnastikforening 89
- Kom og Dans Holstebro