Sidste år stod den på festival i Struer med unge kultur-iværksættere som primus motor. 10. september gentages OFF TRACK-succesen i Lemvig, og det viser samtidig et styrket samarbejde mellem de fire kommuner, der står bag unge-projektet.

Mens Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern kommuner igen i år er initiativtagere til OFF TRACK, er det de unge selv, som skaber festivalen.

“Vi booker kunstnere, ordner praktiske opgaver, planlægger workshops, indhold, står for PR og meget mere. Og med erfaringerne fra Struer har vi en viden omkring hvilke opgaver, der skal løses. Det gør, vi kan have et større overblik og kan få løst mange små opgaver i god tid. Vi har igen i år allieret os med Dansk Talentakademi, som ligesom sidst står for kunstneriske happenings,” siger projektleder for andet år i træk, Signe Sønderholm.

Sammen med andre unge i projektet har de skaffet 130.000 kroner ekstra til et bedre og udvidet musikprogram. Støtten er opnået gennem ansøgninger til fonde, sponsorer, ungeforeninger og værtskommunen Lemvig.

Kæmpe respekt og verbale roser
De unges engagement og ihærdige indsats er værdsat i de fire kommuner. I Holstebro er
udvalgsformand i Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Dybdal, meget imponeret og glæder sig over de unge, der uden tøven tager arbejdshandskerne på:

“Vi er blæst bagover af de unges drive. Det er helt fantastisk, at de selv stabler sådan en festival på benene. I de større byer er det let at finde nogle at dyrke kultur sammen med. I de mindre byer er der det samme behov, men det er ikke lige nemt at finde nogle at være sammen med. Derfor er det godt med unge, lokale, kulturstærke producenter, der laver de her mødesteder.”

Hun påpeger værdien i, at festivalen produceres af unge til unge. I den proces har kommunerne været lydhøre over for de unges ønsker og behov og understøttet dem på bedst mulig vis. Alt sammen fra sidelinjen, mens de unge har taget styringen og ejerskabet over projektet.

Samarbejde på tværs skaber tætte bånd
Med OFF TRACK er de unge aktive med skabere af kulturen i kommunerne og indgår samtidig i det større tværfaglige samarbejde, Talent Vest. Fokus er at brede kendskabet til kulturlivet ud, og her er et event som OFF TRACK med til at styrke båndene mellem de fire kommuner.

“Den her festival er med til at binde os sammen i et fast samarbejde. Det er godt, at vi er sammen med kulturkonsulenter om de projekter, der kan lade sig gøre. Og det har de unge vist, at det kan. Uden at det er særlig dyrt eller kræver mange ressourcer,” siger Lene Dybdal.

For projektlederen for hele foretagendet bliver essensen af det tværfaglige samarbejde helt konkret i planlægningen af unge, der skal mødes på tværs af de kommunale grænser. Signe Sønderholm har derfor sørget for busser, der både henter de unge i Holstebro, Struer og Ringkøbing-Skjern og kører dem tilbage fra Lemvig og til de respektive byer.

Tanken bag er klar. At gøre kulturen tilgængelig for så mange som muligt i de fire kommuner:

“Det bliver så skønt at samle en masse unge mennesker og opleve den fede stemning, der opstår, når man oplever kunst og kultur live. Man er til stede i nuet, og det kan noget helt specielt. Stemningen og opbakningen er sindssyg god med et skønt publikum. Der er en enorm glæde ved at opleve så meget forskelligt.”

Dette års OFF TRACK foregår på havnen i Lemvig som en del af Krabbefestivalen.
Festivalen starter om formiddagen kl. 10 med et program fyldt med musik og happenings.

Fakta om dette års festival:

  • Programmet strækker sig over en hel dag
  • Den musikalske del har fået et kæmpe løft med flere kunstnere fordelt over to scener
  • Flere kunstarter er repræsenteret – fra jazz, pop og rock til hip hop, funk og indie
  • Foruden musikalske indslag er der krea-værksted, genbrugsboder med tøj, graffiti
  • DTA – Dansk Talentakademi vil i løbet af dagen stå for indslag inden for dans, gadeteater, filmvisninger mm.

Kilde

Foto: ABW