3. september, kl. 14.00 er der indvielse af et nyt ’gavlmaleri’ på Slagteriet i Holstebro. Titlen er ”Den hængende have”, og værket er én af de 17 Verdensmålsgavle i Midt- og Vestjylland.
Verdensmålsgavlen på Slagteriet i Holstebro er både et kunstværk, en grøn udsmykning og en tolkning af FN’s Verdensmål nr. 12, der handler om Ansvarlig forbrug og produktion.
Gavlværket hedder ”Den hængende have” og er en videreudvikling af det traditionelle gavlmaleri. En specialdesignet plantevæg direkte monteret på den rå betonfacade skaber et levende grønt billede. På bedste bæredygtige vis optager planterne overskudsvand fra Slagteriets tagrender, så plantevæggen vokser som del af et naturligt kredsløb. Enkelte metalelementer i værket er genbrug fra det gamle produktionsapparat.
”Den hængende have” kan således tolkes som et billede på den forvandling, Slagteriet gennemgår fra industriproduktion til kulturproduktion. Noget anderledes og levende overtager langsomt bygningen, slår rødder og nyt liv kan spire til glæde for omgivelserne.
Det er kunstnerduoen Jens & Morten, som står bag Verdensmålsgavlen i Holstebro.
Spændende og ’bæredygtigt’ program før, under og efter
Der er officiel indvielse af Verdensmålsgavlen, lørdag den 3. september, kl. 14.00. Alle er velkomne, men der er faktisk meget mere at komme efter – både før og bagefter indvielsen.
Hele eftermiddagen fra kl. 12-16 kan du deltage i en lang række gratis aktiviteter i samarbejde med Slagteriets aktører, Nomi4s og Repair Café. For eksempel kan du være med til at dekorere væggene rundt om Verdensmålsgavlen i en workshop, der hedder ”Vi vasker planterne frem”. Her bliver snavs på slagteriets gamle vægge forvandlet til kunst med skabeloner, højtryksrenser, svampe og børster.
Du kan også kigge inden for til åbent hus på Slagteriet, deltage i familievenlige aktiviteter omkring affaldssortering eller få repareret dine ting. Se hele programmet på – Slagteriets hjemmeside
”Den hængende have” er støttet af Svend Aage Hasles Legat, Slagteriet, Holstebro Kommune, Den Jyske Kunstfond, Region Midtjylland og Kulturlaboratoriet.
Verdensmålsgavlen i Holstebro er én af 17 gavle og mure, som for tiden bliver afsløret rundt omkring i de midt- og vestjyske kommuner.