I Danmark er det helt almindelige borgere, der hjælper den juridiske dommer med at vurdere spørgsmål om skyld og straf. At være lægdommer – det vil sige domsmand eller nævning – er en interessant opgave med ansvar og stor betydning for samfundet.

Hvis du vil hjælpe med opgaven, skal du tilmelde dig en grundliste via www.holstebro.dk/blivdomsmand inden 21. december 2022. Her skal du blandt andet begrunde dit ønske.

Hvad kræves der?
For at komme på listen, er det et krav, at du:

  • bor i Holstebro Kommune
  • er mindst 18 år, og ikke fylder 80 år inden udgangen af 2027
  • er dansk statsborger
  • har valgret til Folketinget
  • har tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog
  • har en ren straffeattest.

Der er brug for alle typer af borgere, så grundlisten bliver et repræsentativt udsnit af Holstebro Kommunes befolkning med hensyn til køn, alder, etnisk oprindelse, uddannelse og beskæftigelse.

Visse personer er udelukket fra at være lægdommer. Det er blandt andre ansatte ved domstolene, politiet og kriminalforsorgen. Advokater, advokatfuldmægtige, præster i Folkekirken og andre trossamfund er også udelukket.

Hvad sker der, når jeg har tilmeldt mig grundlisten?
Der er ingen garanti for, at du kommer på grundlisten, selvom du opfylder kravene. Det afhænger blandt andet af, hvor mange ansøgere Grundlisteudvalget får.

Holstebro Kommunes grundlisteudvalg tjekker kandidaternes indsendte oplysninger og sender grundlisten videre til Vestre Landsret. Landsretten trækker så lod om hvervet som nævning eller domsmand for retskredsen.

Forskellen på domsmænd og nævninge er, at der kun bruges nævninge i sager om meget alvorlig kriminalitet, hvor straffen er mere end fire års fængsel.

Lægdommere får for tiden 1.100 kr. pr. dag og kan i visse tilfælde ansøge om transportgodtgørelse.

Kilde

Foto: ABW