Tirsdagsforedrag
Den ortodokse kirke før og nu. Man tager på en rejse gennem 1000 års russisk og ukrainsk historie og kirkehistorie. Foredraget stiller skarpt på kirkens betydning for hvordan kultur, samfund og politik har udviklet sig i Rusland og Ukraine, fra kirkens fødsel til den storkonflikt der hærger i Ukraine i dag.
Rejsen begynder da Vladimir den 1. af vikingedynastiet Rurik kristner Kiev Rus. Man drager videre op gennem historien, forbi tatarernes invasion og besættelse, Ivan den 3.’s samling af de russiske fyrstendømmer og kampen for et selvstændigt Moskva. Herfra tager man forbi Rurikdynastiets endeligt og kirken som samlingspunkt midt i statskollaps og kaos. Videre forbi kirkens splittelse i det 17. århundrede og til Peter den Stores reformer.
I sidste halvdel af foredraget ser man på den ortodokse kirkes betydning for udbruddet af 1. Verdenskrig, Lenins revolution og undertrykkelsen af religion under den Sovjetiske stat. Videre til kirkens genfødsel, som Fugl Fønix af Sovjetunionens aske. Helt frem til i dag, hvor Putin og Patriarken Kirill går sammen for at genrejse Rusland som det 3. Rom og Moskva, som hovedsæde i den ortodokse verden. Det projekt sættes i relation til den aktuelle invasion af Ukraine og det magtspil der udspiller sig i den bredere ortodokse verden.
v/ Niels Bjørn Wied, lektor, cand.mag. ved Seniorhøjskolen, Lemvig
Foredraget arrangeres af Holstebro Museumsforening i samarbejde med Holstebro Folkeuniversitet. Medlemmer af Holstebro Museumsforening har gratis adgang – for ikke medlemmer koster det 50 kr.
Foredraget begynder kl. 19.30 i Folkesalen på Holstebro Museum.
Bemærk, der skal købes billetter til foredraget.