Kommunens udgifter til den kollektive trafik ser i år ud til at blive omkring 4,4 millioner kroner højere end budgetteret. Der er gennem årene lavet tilpasninger af linjer og serviceniveau, men det er ikke lykkedes at skabe balance i budgettet. Det er primært stigende brændstofpriser og færre passagerer, som udfordrer økonomien.

På den baggrund har politikerne på byrådsmødet i går drøftet fremtiden for den lokale kollektive trafik og besluttet ikke at indgå en ny kontrakt på bybuskørsel fra 1. juli 2024. Det er ud fra et ønske om årligt at spare 6,5 millioner kroner, hvilket kun kan lade sig gøre ved at tænke alternativt og for nuværende ikke indgå en ny kontrakt.

– “Det er vi rigtigt ærgerlige over, for vi ved godt, at det kan give problemer for de af vores borgere, som i dag benytter sig af den kollektive trafik. Men vi er også nødt til at se på økonomien og på de muligheder, som vi har inden for vores budget”, siger Kenneth Tønning, formand for Teknisk Udvalg.

Busser til ungdomsuddannelser
Der skal fortsat i et vist omfang køre busser på Døesvej, Thorsvej og Nørre Boulevard i Holstebro for at sikre, at eleverne kan komme med bus til og fra byens ungdomsuddannelser. Derudover er der lagt op til, at der skal findes løsninger for borgere i Tvis og på Skovlund. Tvis har i dag bybus, og der vil fremover ikke være andre muligheder, fordi regionen nedlagde betjeningen for år tilbage. Skovlund skal også betjenes, fordi der heller ikke vil være andre muligheder.

– “Det har været vigtigt for os, at der også fremover er transporttilbud til vores uddannelsessøgende unge mennesker. Men der er også andre, vi skal prøve at tage hensyn til. Derfor skal vi bruge den kommende tid på sammen med Midttrafik og andre interessenter at kigge på de forskellige muligheder for betjening. Vi skal have fundet nogle løsninger, som passer til Holstebro Kommune og Holstebro bys borgere”, siger Kenneth Tønning og understreger, at det er et samlet byråd, der står bag beslutningen.

Byrådets beslutning om ikke at indgå en ny kontrakt på bybuskørsel fra 2024 er en del af budgetlægningen for 2024 og bliver sendt i offentlig høring i den forbindelse.

Der vil i løbet af efteråret blive taget stilling til, om Holstebro Kommunes ordning med et pensionistkort til buskørsel inden for kommunegrænsen for pensionister og førtidspensionister skal fortsætte.

Det vil stadig være muligt at benytte Flextrafik i og omkring Holstebro by.

Kilde

Foto: ABW