Klassiske Dage inviterer for 18. gang til musikalske oplevelser på allerøverste hylde. Læs om det festlige festivalprogram og bestil din billet i dag.
Med årets tema, “Humor, Leg og Latter”, løber Klassiske Dage af stablen fra d. 26. september til 1. oktober. Programmet fejrer den musikalske leg, når vi alle drages ind i musikkens univers med humoren som omdrejningspunkt.
– Mange kan måske synes, at der for tiden ikke er så meget at more sig over,
verdenssituationen taget i betragtning. Temaet kan synes at være en anelse dristigt, ja ligefrem et provokerende valg. Klassiske Dage er dog først og fremmest en festlig musikalsk fejring, som altid med underfundige sider, skæve vinkler, uropførelser, frit flydende tværfaglighed og innovation skaber overraskende måder at opleve musikken på – og det på højeste internationale niveau, hvor hele den musikalske fødekæde samtidig vækstes, altid med en årlig skiftende dramaturgi – og her er det legende element, kreativiteten og humoren et vigtigt omdrejningspunkt, siger festivaldirektør og kunstnerisk leder, Janne Thomsen og forklarer, at musik kan bringe smilene frem og skabe uforglemmelige øjeblikke, hvor glæde og latter kan deles med hinanden.
Store navne, unge talenter og musik i børnehøjde
Det er internationale verdenskunstnere fra nær og fjern, der mødes i fælles forum med børn og unge musiktalenter og byder på musikalske oplevelser af højeste karat.
Mens det unge klavertalent Aleksei Zaitsev og den engelske komponist og medlem af House of Lords, Michael Berkeley, fejres for et livslangt virke, er der i år gensyn med en række prominente musikere.
Det gælder det finske klaverunikum Olli Mustonen, guitarvirtuos Ismo Eskelinen,
stjernecellisten Maja Bogdanoviç, den karismatiske hollandske violinst Daniel
Rowland, Morten Ryelund, der dirigerer DanskUngdomsEnsemble, Christian Øland der dirigerer OrkesterMidtvest, som arbejder sammen med RegionMidtJyllandsUngdomssymfoniorkester, Ensemble Midtvest og Jazz Nights med jazztrommeslageren, Anders Mogensen, jazz-pianisten Carl Winther og bassisten Johnny Åman.
Ligeledes spiller Klassiske Dages kunstneriske leder, fløjtenisten, Janne Thomsen, med på festivalen og DR transmitterer to koncerter.
Traditionen tro er børnenes favorit, Sigurd Barrett, på programmet, som i HC Andersens tegn indtager scenen med et kæmpe kor af flere hundrede skolebørn sammen med Balletskolens unge dansere og talenter.
Selve åbningskoncerten folder sig ud med ”Krøllen på kritikken”, hvor storromantiske værker opleves i lyset af absurditeter fra historiske anmeldelser og komponisternes egne underfundige kampe mod hinanden igennem tiderne.
Ved åbningen byder Klassiske Dage også velkommen til borgmester HC Østerby og forfatter med ph.d. i filosofi og lektor i musik, Søren Schauser.
Fra Nørre Vosborg til Gimsing Hoved
Nørre Vosborg, som HC Andersen gæstede i 1859, åbner dørene for en koncert i eventyrets tegn med opførelse af ”Prinsessen på ærten” med Olli Mustonens Danmarks-début som fortæller og hans egne HC Andersen ”Anderseniana” stykker, opført i herregårdens riddersal.
Gimsing Hoved byder velkommen med bobler og kransekage, hvor Klassiske Dages
musikere takker af med nogle af den klassiske musiks skønneste værker.
Der vil også være artist talks, masterclasses, unge talentkoncerter og ”Vinylvenner vender Vivaldi” på Café Care med unge fra OrkesterEfterskolen, hvor de unge sætter deres eget præg på festivalen.
Gå ikke glip af årets festival. Se programmet og køb din billet på: klassiskedage.dk
Klassiske Dage – Holstebro International Music Festival
Klassiske Dage er grundlagt i 2005 og afvikles årligt i løbet af en uge pakket med
koncerter og events i Holstebro såvel som i hele Region Midtjylland fra Thorsminde
til Aarhus, alt sammen op mod den 1. weekend i oktober.
Bag Klassiske Dage står den internationale danske fløjtenist Janne Thomsen, der
som barn startede karrieren på Holstebro Musikskole efterfulgt af studier på Royal
Academy of Music i London, Pariserkonservatoriets solistklasse. Hun har vundet et
væld af internationale konkurrencer og priser og er i dag efterspurgt som solist og
kammermusiker verden rundt.
Janne Thomsen er kunstnerisk leder af Klassiske Dage, ligesom hun har høstet stor
pædagogisk erfaring på Mozarteum i Salzburg og konservatoriet i Luzern i Schweiz.
Og nu bringer hun sine kolleger fra de store scener rundt om i verden til Danmark.
Janne Thomsen optræder også selv på Klassiske Dage.