Med alderen får man svagere muskler. Derfor er styrketræning særlig vigtigt, når man bliver ældre, så man har kræfter til at klare hverdagens opgaver. Det fortæller Sundhedsstyrelsen i en ny rapport.
Derfor har Holstebro Kommunes social- og sundhedsudvalg indført systemet DigiRehab. Det digitale træningsprogram understøtter rehabilitering og styrketræning.
Formålet med DIGI-træning er, at borgerne længst muligt bliver selvhjulpne og selvstændige i deres hverdagsliv, så behovet for hjælp falder eller udsættes. I første omgang rettes træningstilbuddet mod borgere, som er i målgruppen for at modtage hjemmehjælp og vurderes at have et potentiale ift. at øge funktionsevnen.
Vel modtaget
Holstebro Kommune har ansat fire trænere, som med DigiRehab skal træne sammen med borgerne i deres eget hjem. De oplever, at borgerne har taget godt imod træningen. De første borgere er allerede i fuld gang med at blive stærkere og mere selvstændige i hverdagen.
– Det er en fornøjelse at komme ud til borgerne og mærke deres engagement og motivation for at deltage i DIGI-træningen. Det giver også stor faglig tilfredshed at se effekten i borgerens hverdag, fortæller DIGI-træner Karin Stage Madsen.
Gode erfaringer
DigiRehab er afprøvet med god effekt i flere danske kommuner. Systemet bygger på resultater fra mere end 10.000 gennemførte rehabiliteringsforløb.
Formand for Social-og Sundhedsudvalget Jens Kristian Hedegaard glæder sig over at give ældre borgere i kommunen mulighed for i højere grad selv at kunne klare hverdagens opgaver.
– I Social og Sundhedsudvalget har vi fastlagt en række strategiske mål for udvalgets arbejde. Et af målene handler om “Mere mestring af eget liv, selvbestemmelse og frihed”. Vi er optagede af løsninger, der giver vores borgere en større grad af selvstændighed, frihed og livskvalitet, samtidig med at behovet for hjælp falder. Det er DIGI-træning med til at understøtte, fortæller Jens Kristian Hedegaard.