Strikkedag i Kom Sammen-teltet
Kaffebaren MELLEM LINJERNE’ fra Holstebro Bibliotek sælger kaffe, te og kage i teltet fra kl. 10.30 – 17.00.
Du må gerne selv medbringe mad og drikke i teltet indtil kl. 18.00.
Der er fri adgang for alle i Kom Sammen-teltet fra kl. 10.00 – 18.05.
For at deltage i ’Strik og drik’ kl. 18.30 skal du købe billet.
Program for dagen:
Kl. 08.30 – 09.30
STRIKKEWORKSHOP FOR BØRN MED STRIKDESIGNER LOTTE KJÆR
Lukket arrangement for skoleklasse.
Kl. 10.00 – 10.30
STRIK OG STRÆK
Yoga for strikkere
Som strikker kan du opleve ømme muskler i nakke, skuldre og hænder. Certificeret Iyengar© Yoga-underviser Alice Nielsen fra Holstebro giver dig introduktion til forskellige yogaøvelser, der kan forebygge og lindre ømhed, som typisk opstår ved strikning.
Alle kan deltage, da øvelserne både kan laves siddende og stående. Til hver øvelse vil der være variationer, så selv de stiveste ’strikkeskuldre’ kan være med.
Kl. 10.30 – 10.45
PAUSESTRIK
Hyg dig i teltet med dit strikketøj sammen med andre strikkere.
Kl. 10.45 – 11.45
STRIK OG LYT
Kom og vær med til en smagsprøve på Holstebro Biblioteks arrangement ’Strik og lyt’, hvor vi på en sjov og hyggelig måde kombinerer højtlæsning med strikning. Her får du tid til at lytte til spændende læsning, snakke om det vi hører og om meget andet, alt imens strikkepindene klirrer.
Kl. 11.45 – 12.30
PAUSESTRIK
Hyg dig i teltet med dit strikketøj sammen med andre strikkere.
Kl. 12.30 – 14.00
VI STRIKKER FOR ANDRE – MØD FRIVILLIGE STRIKKEFÆLLESSKABER
Er du vild med at strikke, men har ikke brug for flere karklude eller lækre trøjer? Så kan løsningen være at strikke til nogle andre, som får gavn og glæde af dine nørklerier. Samtidig får du et fællesskab med andre strikkere.
Du kan høre forskellige strikkegrupper fortælle om deres strikkeprojekter – måske får du lyst til at være med?
Kl. 14.00 – 14.30
PAUSESTRIK
Hyg dig i teltet med dit strikketøj sammen med andre strikkere.
Kl. 14.30 – 16.00
STRIK FOR BEGYNDERE OG HJÆLP TIL STRIKKEUDFORDRINGER
Vil du gerne lære at strikke og få hjælp til at komme godt i gang? Er du gået i stå i dit strikkeprojekt, eller vil du gerne lære en særlig strikketeknik?
I strikketeltet sidder erfarne strikkere klar til at hjælpe dig med det hele.
Du kan også møde Gitte fra Garnexperten i Holstebro, som kan vejlede i begynderstrik, karklude og vævestrik. Hun har også strikkekits med pinde, garn og opskrift til favorable priser.
Kl. 16.00 – 17.00
STRIK OG LYT
Kom og vær med til en smagsprøve på Holstebro Biblioteks arrangement ’Strik og lyt’, hvor vi på en sjov og hyggelig måde kombinerer højtlæsning med strikning. Her får du tid til at lytte til spændende læsning, snakke om det vi hører og om meget andet, alt imens strikkepindene klirrer.
Kl. 17.00 – 18.00
STRIKKEWORKSHOP MED LOTTE KJÆR
Leg med strik og løbemasker med strikdesigner Lotte Kjær fra Holstebro. Strikkedesignet er hemmeligt og er for både begyndere, øvede og alle aldre. Medbring gerne egne strikkepinde og restegarn, hvis du har.
Kl. 18.00 – 18.05
VINDERE AF STRIKKEQUIZ UDTRÆKKES
Du kan deltage i strikkequizzen ved at udfylde quizarket på bibliotekerne i Holstebro, Ulfborg og Vinderup eller i teltet på dagen.
Præmierne er dejlige garngaver.
Kl. 18.05 – 18.30
Teltet lukkes og klargøres til ’Strik og drik’.
Kl. 18.30 – 20.30
STRIK OG DRIK
Smage, dufte og strikkesnak spreder sig i teltet, når vi får besøg af Oliver fra Movino og Pernille fra Butik Ret og Vrang i Holstebro.
Med billetten får du en drink fra Movino. Du kan se strikkekits, mærke på lækre garner og selvfølgelig købe ind til dit næste strikkeprojekt.
I anledning af jubilæet vil kulturformidler Lena fra Holstebro Bibliotek præsentere et helt nydesignet Jubilæumshalstørklæde, som er en hyldest til Holstebro og gågaden. Opskriften er gratis, og der vil være mulighed for at købe strikkekits, der passer til opskriften.
Det foregår d. 13.06.24 fra klokken 10.00-20.30 på Holstebro bibliotek.
Billetpris for Strik og drik: 100 KR.