Salling Fondene har via 10 Bilka’er på tværs af Danmark støttet 10 forskellige lokale projekter med i alt to millioner kroner. 

Snart kommer der mere liv ved Amager Privatskole i form af en multibane, nye flotte kostumer, når H.C. Andersen Paraden i Odense tager publikum med i et eventyrligt univers og spinnende skateboards i Slagelse. Det og syv andre lokale projekter bliver en realitet, efter Salling Fondene via Bilka har doneret i alt to millioner kroner til 10 forskellige lokale projekter på tværs af Danmark.

De 10 projekter har fået mellem 100.000 og 250.000 kroner og er vidt forskellige. Der er kommet ansøgninger til en lang række forskellige projekter fra hele landet – ud af dem er 10 udvalgt til at få en donation.

Bilka har et stort ønske om at gøre en forskel for specielt børn og unge, og derfor skal donationerne støtte lokale initiativer, der gør en væsentlig forskel for sport, sundhed og trivsel blandt børn og unge i lokalsamfundet.

“Vores varehuse har igen indstillet mange rigtig gode og spændende projekter, som alle er med til at fremme sundhed og trivsel blandt især børn og unge. Vi har nøje udvalgt de 10 projekter, som i denne omgang modtager en donation fra Salling Fondene via indstilling fra Bilka. Det glæder mig, at vi kan støtte så mange fantastiske, gode initiativer på tværs af Danmark, som alle gør en forskel for lokalsamfundet. Projekterne er vidt forskellige, men fællesnævneren for dem alle er, at de bidrager til børn og unges trivsel, sundhed og fritidsaktiviteter,” siger direktør i Bilka, Mark H. Nielsen.

Bilka er en del af Salling Group, som er ejet af Salling Fondene. Hvert år bliver overskuddet investeret tilbage i forretningen eller til lokale donationer for at give tilbage til lokalsamfundet.

Følgende projekter har modtaget donation fra Salling Fondene via Bilka i denne omgang:

Salling Fondene via Bilka Sønderborg: 250.000 kroner til Rullende Ruth Sønderborg, som er en skurvogn til Ungdomsskolen Sønderborg, der skal bruges som indsatsvogn i samarbejde med SSP og ungdomsklubben i Sønderborg. Rullende Ruth skal være med til at skabe liv og aktiviteter, så de unge fravælger en dårlig løbebane med hærværk, tyveri, misbrug og lignende.

Salling Fondene via Bilka Skalborg: 250.000 kroner til etablering af to pannabaner og aktivitetsredskaber gennem Øster Hornum Idrætsforening. Det skal indgå i ‘Byens Bane’, som er et træningslandskab under åben himmel for alle aldre. Banerne bliver etableret på området ved idrætscenteret med atletik- og multibane.

Salling Fondene via Bilka Odense: 187.000 kroner til H.C Andersen Paraden til nye kostumer. Paraden hjælper børn og unge til at spille hovedrollen i deres eget liv. Drama-teater-kultur er med til at styrke personlighed, selvværd lyst og mod. Paraden har optrådt i over 30 år.

Salling Fondene via Bilka OneStop Fields: 200.000 kroner til en multibane ved Amager Privatskole. Banen bliver tilgængelig for eleverne i skoletiden og efter lukketid samt i weekenderne for hele lokalområdet.

Salling Fondene via Bilka Vejle: 248.000 kroner til legetårn i Ølholm Bypark. Området kommer til at ligge i den 11.500 kvadratmeter store bypark og skal skabe aktiviteter, motion, leg, læring og fællesskab.

Salling Fondene via Bilka Horsens: 140.000 kroner til et legeområde ved Lund Hallen med teqball bord, tramp playground og sommerfuglevippedyr. Det skal være med til at bidrage til børn og unges sundhed samt trivsel for brugerne af Lundhallen samt resten af lokalbefolkningen.

Salling Fondene via Bilka Hundige: 100.000 kroner til etablering af indendørs kunstgræsbane ved Hundige Boldklub til glæde og gavn for brugerne af hallen, som både er børn, unge og ældre i Greve Nord.

Salling Fondene via Bilka Tilst: 225.000 kroner til etablering af legeplads og bålhytte ved Skjoldhøj Grundejerforening med over 1.000 parceller og 5.000 beboere. Det skal være med til at samle hele lokalområdet samt sikre børnenes leg, bevægelse og sammenhold.

Salling Fondene via Bilka Slagelse: 150.000 kroner til streetområde ved Slagelse Skateboard Forening. Den er drevet af frivillige og har cirka 200 medlemmer. Det nye område er med til at sikre udviklingen af brugerne samt tiltrække nye medlemmer. Det tidligere område var helt nedslidt.

Salling Fondene via Bilka Holstebro: 250.000 kroner til en multibane ved Nr. Felding IF. Banen skal fungere som et samlingspunkt for børn og unge i lokalsamfundet. Multibanen vil blive brugt af fodboldklubben til træning og udvikling af foreningens hold samt FC Fri, som er et hold for alle børn – uanset om de har synlige eller usynlige handicap. Derudover kan banen også bruges af resten af lokalbefolkningen.

Foto: ABW