Lyt til albummet Silkehud
Silkehud er navnet på Morten Isaksens 2. album, som blev udgivet den 1. september 2024. Albummet, som indeholder 9 sange, markerer en videreudvikling af Isaksens musik, der spænder fra westcoastrock til akustiske folksange. Sangene er den foreløbige kulmination på mange års performance af egne sange, på en bred vifte af spillesteder, festivaler, biblioteker og huskoncerter.
Morten Isaksen synger underfundigt om livet, og albummet byder på komiske sange om at springe ud som sangskriver, poetiske kærlighedssange, alvorlige sange om barndomsvenskaber og reflekterende sange om at have nok i sig selv. Sproget er dansk, men inspirationen er hentet fra amerikanske forbilleder. Alle sange er bundet sammen af Morten Isaksens klare melodiske åre. Albummet er produceret af Jon Brændsgaard Toft i hans studie i Åbyhøj. Morten Isaksens samarbejde med Toft har resulteret i en produktion, der indfanger det autentiske og nærværende, som Isaksen er kendt for.
Med på scenen denne søndag er Carsten Ingemann på guitar og dobro, Jon Brændsgaard Toft på slagtøj og Miguel Rosario Sørensen på bas.
Om Morten Isaksen
Morten Isaksen har været bosat i Holstebro siden 1991 og har arbejdet som musikunderviser på VIAs pædagoguddannelse, indtil han for 7 år siden skiftede spor til fuldtids sanger/sangskriver. Han er komponist til musical Jens Langkniv, som blev opført i Anlægget i sommeren 2024.
Gratis – bare mød op
Det foregår d. 6. oktober klokken 14:00 – 15:30 i Kaffebaren på Holstebro Bibliotek.