Bubber og filminstruktøren Tomas Villum Jensen er i gang med at optage et tv-program om Storå og seværdighederne langs Danmarks næstlængste å.

Foto: Fra venstre Bubber (Niels Christian Meyer), Susanne Toftegaard Hansen og Tomas Villum Jensen på en af broerne over Storå i Holstebro.

En af hovedattraktionerne i Holstebro Kommune er naturen med kyster, søer og vandløb. Især Storå indbyder til både aktivitet, natur- og kulturoplevelser med turismeproduktet ”Kanoudlejning Storå”, der er et af de meget populære oplevelser i kommunen. 

– I disse tider oplever vi en stor efterspørgsel på udendørsaktiviteter, herunder især netop de der tilbydes på vandet. Så da vi fik tilbuddet fra filminstruktøren Tomas Villum Jensen om at lave en tv-program, hvor han sammen med tv-værten Bubber sejler ned ad Storå i kano og oplever nogle af de største seværdigheder på strækningen, sagde vi straks ja, fortæller Susanne Toftegaard Hansen, der er erhvervs- og turismechef i Holstebro Kommune.

Tvis Mølle Naturlaboratorium, kunsten i Holstebro Midtby, Holstebro Kunstmuseum og Nørre Vosborg er blot nogle af kommunens mange seværdigheder, som Bubber & Villum netop har besøgt på deres tur. 

– Det lykkedes os ligeledes at få Herning og Ikast-Brande kommunerne med på idéen, og derfor er disse strækninger af Storå og oplevelser langs dem også en del af tv-programmet. Kort sagt har det handlet om at få markedsført det helt unikke oplevelsesrum i og omkring Storå og dermed skabe vækst og øget turismeomsætning til gavn for de lokale aktører og Holstebro Kommune som helhed, forklarer Susanne Toftegaard Hansen.

TV-programmet forventes vist på DK4 i foråret 2021 som inspiration og optakt til kanosæsonen.

Følg produktionen på Tomas Villum Jensen og Bubbers Facebookside ”Bubber & Villum”