Hele 505.571 turister overnattede i feriehuse i Holstebro Kommune i 2016. Det er en stigning på ca. 3 % i forhold til året før. I alt overnattede 683.600 turister i Holstebro Kommune i 2016. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Den typiske feriehusgæst i området er fra Tyskland. 47,5 % af alle overnatninger i feriehuse i Holstebro i 2016 blev foretaget af tyskere. Det svarer til 342.707 overnatninger i alt.
Men også for danske turister hitter feriehuse. I alt 134.931 danske turister overnattede i 2016 i feriehuse i Holstebro Kommune, hvilket er næsten 27 % af det samlede antal. Også her er sket en stigning i forhold til året før.
”Placeringen med Vesterhavet og Nissum Fjord i vest samt Limfjorden i øst i Holstebro Kommune er med til at give os et pænt overnatningstal i feriehuse. Det lokker de tyske turister til, at her både er gode muligheder for badeferie og muligheder for at være aktiv i naturen med for eksempel vandreture og lystfiskeri. Naturen og roen i Vestjylland tiltrækker mange”, siger Susanne Toftegaard Hansen, der er chef for Enheden for Erhvervs- og Turismeudvikling i Holstebro Kommune, i en pressemeddelelse.
Læs hele pressemeddelelsen her