1. januar 2018 bliver Hanne Hansen ny leder for daginstitutionen ”Koglehuset, Myretuen og Lægårdvej” i den østlige del af Holstebro.
Hanne Hansen er 39 år gammel og bor i Holstebro med mand og tre børn. Hun er uddannet pædagog, har en diplom i ledelse og er i øvrigt også coach- og mediatoruddannet. Hun har tidligere været dagplejeleder i Varde Kommune og områdeleder i Struer Kommune.
– Holstebro Kommune får i Hanne Hansen en trænet leder, der både magter det strategiske og det nære. Hanne har i sine tidligere ansættelser demonstreret, at hun er i stand til at skabe følgeskab hos forældre, medarbejdere og faglige organisationer samtidigt med et sikkert fokus på driften og det kommunale serviceniveau. Jeg ser derfor med store forventninger frem til samarbejdet, siger dagtilbudschef Søren Buch.
Det samme gør formanden for forældrebestyrelsen, Maja Povlsgaard Clausen:
– Hanne brænder for at sikre gode forudsætninger for det pædagogiske arbejde med fokus på børnenes trivsel og udviklingsmuligheder. Hanne har pædagogiske visioner og blik for vigtigheden af at skabe sammenhængskraft mellem de tre matrikler.
Siden februar 2017 har Koglehuset, Myretuen og Lægårdvej haft fælles ledelse.
– Jeg ser frem til at bidrage til at skabe et miljø, hvor alle får de bedst mulige vilkår for at trives og udvikle sig. Jeg glæder mig til at lære såvel store som små at kende, siger Hanne Hansen.