Corona: Bjarne Nielsen i Holstebro flytter bilsalget online og holder værkstedet åbent
Hos bilhuset Bjarne Nielsen i Holstebro kan du fortsat købe ny bil eller få serviceret din nuværende, selvom salgsafdelingen skal holde lukket som følge af de nye COVID-19-restriktioner.
De nye landsdækkende restriktioner betyder, at såkaldte udvalgsvarebutikker på under 5000 kvadratmeter indtil videre skal holde lukket fra den 25. december til og med 3. januar. For bilhuset Bjarne Nielsen i Holstebro betyder det en lukket salgsafdeling og et farvel til årets nytårskur, som ellers er årets største bilweekend. Det er et hårdt slag for branchen, som tvinger bilhuset til at tænke kreativt.
– Vi lukker vores salgsafdelinger for fysisk fremmøde, som myndighederne har påkrævet. Men vores salgskonsulenter vil fortsat være på arbejde i vores bilhuse og kunne fremvise bilerne virtuelt over mobilen gennem Facetime eller Skype. Samtidig må vi fortsat udlevere biler til kunder, hvis betaling sker uden fysisk kontakt, fastslår direktør for Nielsen Car Group, Bjarne Nielsen.
Allerede under første Corona-nedlukning iværksatte Bjarne Nielsen i Holstebro et effektivt digitalt salgs- og fremvisningssystem, så et fysisk fremmøde ikke var nødvendigt. Her kan slutsedlen blandt andet underskrives digitalt, og bilerne kan fremvises og udleveres uden fysisk kontakt.
Værksteder holder åbent som normalt
Da autoværksteder ikke er omfattet af kravet om lukning, kan man fortsat bestille tid og få serviceret sin bil på værkstedet i Holstebro.
– Allerede i første bølge indførte vi processer for afspritning og brug af værnemidler blandt vores mekanikere. Konkret betyder det, at vi eksempelvis spritter rat, håndtag, gearstang af efter et værkstedsbesøg. Vi gør alt, hvad vi kan, for at vores kunder kan føle sig trygge, og vi samtidig kan holde vores værksteder åbne. Det er helt essentielt, så vi undgår at sende medarbejderne hjem, siger Bjarne Nielsen.
Bilkøbet bliver digitalt
Corona skubber til internethandlen, og det er også en tendens, man mærker hos Bjarne Nielsen i Holstebro, som i forvejen er massivt til stede online – en bevidst strategi, som under Corona har fået ekstra vinger.
– Vi erfarede under første nedlukning i marts, at vores online trafik på hjemmesiden og over telefonen steg markant. Corona satte altså ikke umiddelbart en stopper for købelysten. Med nye afgifter og nytårstilbud forventer vi også en stor trafik mellem jul og nytår og i begyndelsen af det nye år. Vi sidder derfor også klar til at møde vores kunder, hvor det er muligt, og besvare alle de spørgsmål, de måtte have, fortæller leder af kundecenteret, Klaus Dünser.
Julen er reddet: Supersælger leveres som normalt
Den helt store salgssucces i 2020, Ford Kuga Plug-in Hybrid, har været ramt af en fejl på batteriet, der betyder, at kunder har måtte vente længere på deres bil end først antaget. En sending er imidlertid ankommet til Bjarne Nielsen i Holstebro og er klar til levering, og da der fortsat må udleveres biler, vil det fortsætte gennem hele nedlukningen.
– Vi har på landsplan fået lidt over 100 Kuga’er hjem, som skal leveres og indregistreres inden nytår, og det kan vi fortsat overholde. Det betyder meget for os, at de kunder som har ventet længere end forventet fortsat modtager deres nye bil inden nytår, siger salgsdirektør Søren Møller Pedersen.