Grin så tårerne triller til klovneworkshop, slip kreativiteten løs til snitteworkshop, byg racerbiler i LEGO, få fede tegntips, se familiefilm eller dyrk din læselyst i efterårsferien.

Holstebro Biblioteker byder på en række spændende aktiviteter i løbet af uge 42.

– “Lige om lidt er det efterårsferie – og det betyder at vores biblioteker er fyldt med børn og voksne, som tilbringer en feriedag eller to med leg, læring og underholdning på biblioteket. På programmet har vi traditionen tro aktiviteter på Holstebro, Ulfborg og Vinderup Bibliotek”, fortæller Mette Holmegaard arrangementskoordinator ved Holstebro Bibliotek.

Klovneteater, tegnetips og racerløb i LEGO
Oplev underholdende klovneteater med forestillingen ‘Frog, Frogi og Frogo på tur’ fra Nordisk Teaterlaboratorium, skræddersyet til børn i alderen 3-10 år. De skægge klovne arrangerer også sjove klovne-workshops for de 6 til 10-årige. Teaterforestillinger og klovneworkshops kan opleves på Holstebro og Vinderup Bibliotek

Hvis du har en tegne-fan i dig, så kan du deltage i vores tegneworkshop, hvor illustrator Martin Sommer vil guide dig gennem kunsten at tegne og finde på små historier med blyant og papir.

Og for dem, der elsker LEGO, teknik og fart, har vi en sjov aktivitet på Holstebro Bibliotek, hvor du kan skabe dine egne seje LEGO-racerbiler og konkurrere i kapløb på vores seks-sporede racerbane.

Snitteworkshop og ”Uglernes Verden”
I Vinderup er der snitteworskop i træ under kyndig vejledning af træsnitter og motorsavskunstner Erling Ransborg fra Hasselholt Træværksted. På Ulfborg Bibliotek kommer formidler fra ”Uglernes Verden” og fortæller om uglen og tager nogle af deres ugler med. Bliv klogere på uglens fysiologi, ugle-arter, uglegylp og meget mere.

Virtual Reality Drop-in og familiefilm
Traditionen tro på Holstebro Bibliotek sætter vi strøm til vores Virtual Reality Drop-in, hvor du kan træde ind i 3D-universer i form af spil og læring. Tag kampen op mod rumvæsner i fjerne galakser eller tag en svømmetur ned i det mørkeste hav med hvaler og hajer.

I løbet af ugen vil der være filmoplevelser i Holstebro, Ulfborg og Vinderup, hvor vi viser forskellige film for både store og små.

Chokolade i kaffebaren og bøger til hele efterårsferien
Ferietid er lig med læsehygge-tid, og på biblioteket stiller vi de nyeste bøger frem til lån og tilbyder vejledning og hjælp til din næste læseoplevelse.

Besøg bibliotekets kaffebar, ‘Mellem linjerne,’ hvor du kan forkæle dine smagsløg med varm chokolade. Og hvis du har medbragt din egen madpakke, er det ingen hindring – du er mere end velkommen til at nyde den i kaffebaren, hvor der er en afslappet atmosfære og god plads til at hygge sig.

Klik her for at booke billetter til eller læs mere om aktiviteterne i efterårsferien

Kilde

Foto: SDL