I dag sender Holstebro Kommune et forslag til nyt regulativ for husholdningsaffald i høring frem til 7. juni. Vi skal bl.a. til at sortere mere og får en ekstra affaldsbeholder.

En af de større ændringer i forslaget er en ny indsamlingsordning i Holstebro Kommune, hvor vi til efteråret skal sortere 10 slags affald fra husstanden. I dag sorterer fx enfamilieshuse 5 affaldstyper til indsamling, og mange afleverer derudover pap, glas og andre sorteringer på genbrugspladsen eller i affaldsøer/miljøstationer.

Formålet med at sortere mere er at minimere mængden af affald til forbrænding og øge genanvendelsen. Sorteret affald er en ressource, og når vi genbruger i stedet for at producere nyt, skåner vi klimaet.

Den enkelte husstand skal som noget nyt bl.a. sortere drikke- og madkartoner, glas, pap sammen med papir og blød plast sammen med hård plast.

Husstandene får en ekstra, opdelt affaldsbeholder og en miljøkasse til farligt affald.

I 2020 vedtog Folketinget nye regler for affaldsindsamling i ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”. Det er disse nationale krav, som nu implementeres i affaldsregulativet for Holstebro Kommune.

Læs dette
Vælg Holstebro Kommune – klik på Annonceringer øverst i menuen og se under Miljø

Sådan giver du høringssvar
Bemærkninger og indsigelser til forslaget skal indsendes til tm@holstebro.dk med emnefeltet “Affaldsregulativ” senest den 7. juni 2022.

Læs mere

Foto: ABW