Fra nu af og til og med den 1. januar kan man høre den velkendte lyd af fyrværkeri rundt om i landet. For disse seks dage udgør affyringsperioden, hvor det er lovligt for privatpersoner at gå ud og tænde fyrværkeri såsom en raket eller et batteri. Men man skal huske sikkerheden, uanset om det er én selv, der skyder nytåret ind, eller om man blot er tilskuer.

– “Man skal have respekt for fyrværkerisikkerheden, hvis man vil undgå en fyrværkeriskade. Og man skal huske på, at det ikke kun er dem, der håndterer fyrværkeriet, som kan komme til skade. Mens du står og kigger op på den flotte oplyste himmel, er der også risiko for, at et lille stykke fra for eksempel en raket kan falde ned i dit øje”, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Sidste nytår var 192 børn og voksne en tur på skadestuen, fordi de var kommet til skade med fyrværkeri. Det drejede sig primært om øjenskader, forbrændinger og håndskader. To tredjedele af de tilskadekomne havde selv antændt fyrværkeriet, mens den sidste tredjedel var tilskuere.

Blandt de tilskadekomne, der selv håndterede fyrværkeriet, havde kun hver tredje beskyttelsesbriller på, mens det kun gjaldt én ud af seks blandt de tilskadekomne tilskuere. Det spejler sig i skadestallene. Her havde hver fjerde af de tilskadekomne, der selv havde tændt fyrværkeriet, pådraget sig en skade nær øjnene, mens det drejede sig om hver tredje af de tilskadekomne tilskuere.

– “Ens øjne er altid udsatte og kræver beskyttelsesbriller, når man er i nærheden af fyrværkeri. Skal du blot se på fyrværkeriet, skal du derfor også huske at få beskyttelsesbrillerne på”, understreger Nicoline Zederkof Jensen.

Hun opfordrer desuden til, at man generelt husker de fem fyrværkeriråd om at huske beskyttelsesbriller, holde afstand, ikke holde tændt fyrværkeri i hånden, kun bruge lovligt fyrværkeri og ikke gå tilbage til en fuser.

– “Fyrværkeri er et farligt produkt, men hvis man følger fyrværkerirådene, har man gjort, hvad man kan for at undgå skader”, siger Nicoline Zederkof Jensen.

De fem fyrværkeriråd
Brug altid beskyttelsesbriller.
Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
Gå aldrig tilbage til en fuser.

Foto: ABW