Firmaernes samlede salg (ekskl. energi) steg i februar med 1,8 procent. Det første år med corona har reduceret omsætningen i dansk erhvervsliv med 130 mia. kr. i forhold til niveauet i det halve år op til krisen. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

– Det første år med corona har reduceret omsætningen i dansk erhvervsliv med 130 mia. kr. Yderligere 90 mia. kr. er gået tabt på grund af manglende vækst som følge af corona, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

– Omsætningen tog især et stort dyk sidste forår. Omsætningen stiger heldigvis igen, og nærmer sig nu niveauet fra før krisen, siger Allan Sørensen, der understreger, at nogle brancher er meget hårdere ramt end andre.

– Det er langt fra alle brancher, der er tilbage på normal omsætning. Omsætningen inden for forlystelser, teater, rejser, museer og luftfart er i februar 80-95 procent lavere end året før, mens internethandlen er steget med 60 procent over det seneste år, siger Allan Sørensen.

– Der bliver nu åbnet mere og mere, og det er super afgørende for at få omsætningen tilbage i alle brancher. Vi håber, at vi kan få kickstartet omsætningen i de hårdt ramte brancher. De har et stort tab at indhente, siger Allan Sørensen.

Kilde

Foto: JTL