Det er et velkendt ansigt, der om få dage, træder ind ad dørene til Dansk Talentakademi (DTA). Den 46-årige Christoffer Boserup Skov var fra 2016-2018 leder af Forfatterlinjen og siden souschef i den dengang nybyggede campus midt i Holstebro. I 2019 sagde Christoffer farvel til talentakademiet for i stedet at blive projektudvikler, fundraiser og senere videnscenterchef hos Mercantec i Viborg.

Christoffer Boserup Skov er uddannet cand.mag. i filosofi og psykologi og har også en master i retorik og skriftlig formidling. For nylig startede han på en diplomuddannelse i ledelse.

Holstebro har et unikt talentmiljø og et stærkt kulturliv
– “Dansk Talentakademi er en fantastisk kunstnerisk case. Et unikt talentmiljø, en spirende undergrund af udtryk, ideer og potentialer, der løbende bliver udfoldet. Et miljø, der tiltrækker unge talenter fra hele landet. Det vil jeg gerne være en del af og være med til at udbrede”, siger den nye leder.

Christoffer Boserup Skov er også en garvet tekstforfatter, koordinator og underviser – og har bl.a. arbejdet med animation, projektudvikling og PR.

– “Jeg ved hvor stærkt kulturlivet er i Holstebro og kan se de oplagte potentialer i et fortsat samarbejde kulturaktørerne imellem – og ikke mindst mulighederne for at gøre akademiet endnu mere kendt”, siger Christoffer Boserup Skov.

Indgående kendskab
– “DTA står på et solidt fundament med dygtige medarbejdere, og vores nye leder er den helt rigtige person til at bringe talentakademiet videre ind i fremtiden. Han er erfaren og har indgående kendskab til organisationen og den kunstneriske talentudvikling. Nyheden om Christoffers tilbagevenden til Holstebro blev modtaget rigtig godt blandt personalet”, siger bestyrelsesformand for Dansk Talentakademi, Michael Christiansen.

Direktør af Slagteriet S/I, Pia Stræde Palmelund, der trådte til i efteråret som konstitueret leder af DTA, da den tidligere leder, Søren Taaning, blev rektor for Det Jyske Kunstakademi, fortsætter på talentakademiet i en overgangsfase sammen med den nye leder.

Christoffer Boserup Skov bor i Viborg og er gift med Maria, der sammen har tre børn på 20, 9 og 6 år. Udover gode bøger bruger Christoffer fritiden på at spille lidt fodbold sammen med andre, der også for længst har haft deres storhedstid på grønsværen.

Kilde

Foto: ABW