Aftenskolen ShowUP er en aftenskole for kreative unge over 16 år. Første hold begynder 27. september, hvor det bliver muligt at gå til “Kunstnerisk skabelse”.

I morgen slår en ny aftenskole i Holstebro Kommune dørene op for de første kursister. Og hvor kursusprogrammet på traditionelle aftenskoler ofte omfatter yoga, mad for mænd, blomsterbinding og italiensk for begyndere, så handler det på aftenskolen ShowUP om kulturelt iværksætteri for unge.

Aftenskolen ShowUP er nemlig en nytænkende aftenskole, som udbyder forløb for kreative unge over 16 år. Her kan unge gå til “Kunstnerisk skabelse”, som bliver aftenskolens første forløb. På den anden side af efterårsferien følger “Festivalskabelse”.

Begge forløb vil blive faciliteret af Signe Sønderholm og Joshua Wright. De to unge er tilknyttet kulturprojektet ShowUP, hvor idéen til at åbne en aftenskole for kreative unge er opstået.

Inspirere og skabe gejst
– “Vi har stiftet aftenskolen, fordi vi gerne vil skabe en forening for alle unge med lyst til at dygtiggøre sig inden for kulturelt iværksætteri. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med de første hold, som forhåbentlig kan være med til at inspirere og skabe gejst til at gå ud i verden og sætte kulturelle projekter i gang”, siger ShowUP-koordinator Joshua Wright.

“Kunstnerisk skabelse” begynder 27. september i Holstebro. Der er lagt op til ti uger med workshops, arbejdsgange og mentormøder med et mål om at skabe egne værker sammen med andre kreative unge. Forløbet “Festivalskabelse” begynder 25. oktober.

De første to hold er støttet af Talent Vest. Derfor koster det kun 50 kroner i kontingent at være med fra start i Holstebro Kommunes yngste aftenskole.

Læs mere

Kilde

Foto: ABW