En tidlig julegave har fundet vej til Holstebro Bibliotek i form af en bevilling fra netværket ’Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland’. De lidt over 100.000 kr. skal bruges til en podcastserie med arbejdstitlen ’Vestjyske fortællinger’.

Udviklingen af podcastserien sker i tæt samarbejde med Struer Bibliotek, Struer Museum, Holstebro Musikskole og Lokalhistorisk Arkiv Holstebro.

– “Hver kulturinstitution dykker ned i specifikke lokale historier og gode fortællinger og formidler dem via podcasts. Vi skaber med andre ord en aktiv formidling med lyd, musik, ord og stemmer”, fortæller kulturformidler på Holstebro Bibliotek, Kathrine Sørensen Bech om indholdet til podcastserien.

Podcasts om livet og fællesskabet i det vestjyske
Indholdet i de vestjyske fortællinger bliver skævt, tankevækkende og autentisk. Holstebro Bibliotek laver podcast om hjemstavnen, hvordan dens fællesskaber har sat aftryk i og formet mennesker, som er vokset op i Holstebro og omegn.

Holstebro Musikskole har fokus på tidligere MGK-elever og deres fælles veje i det musikalske univers.

Lokalhistorisk Arkiv Holstebro dykker ned i fællesskabet betydning, og hvordan det skildres i lokalhistorien, i dagbøger, breve og erindringer.

På Struer Museum undersøger man livet i Struers gader, hvor byens borgere bidrager med fortællinger fra gaden og dens historie.

Hos Struer Bibliotek handler det om at formidle læseoplevelser og gode historier fra bibliotekets læsekredse, fordi fællesskabet omkring litteratur kan noget helt særligt.

Kompetenceløft giver bedre kultur til borgerne
– “Med dette projekt på tværs af institutioner og kommunegrænser får vi en masse erfaringer sammen. Det er alt sammen med til at opkvalificere vores kompetencer inden for moderne formidlingsformer. Vores nysgerrighed på nye teknologier skaber udvikling for kulturinstitutionerne, som forhåbentlig ender i interessant og velproduceret kulturindhold til borgerne”, fortæller Trine Petersen, biblioteksleder på Holstebro Biblioteker, der glæder sig over potentialet i podcastserien.

Podcastserien produceres i løbet af 2023 og alle podcasts bliver tilgængelige på de lokale kulturinstitutioners hjemmesider.

Kilde

 

Foto: ABW