Holstebro Kommune er kendt for at have kunst af meget høj kvalitet på byens torve, gader og bygninger. Det har nærmest været et princip, at kunsten skal ud til folket, siden Giacometti’s “Kvinde på kærre” kom til byen i midten 60’erne.

Men det er ikke uden problemer at stille kunsten gratis til skue i det offentlige rum. For både vind og vejr, hærværk og ulykker samt berøring af menneskehænder – eller fødder – slider på værkerne.

Flere er gået i stykker gennem tiden, og det kræver reparationer eller ekstra vedligehold. Og selvom materialerne ofte er metal, sten eller keramik, så holder kunsten ikke for evigt under åben himmel eller andre steder med fri adgang.

Derfor vil Kultur- og Fritidsudvalget udarbejde en strategi for kunsten i det offentlige rum.

Det handler både om, hvor kunsten skal placeres, og hvordan vi vedligeholder og passer på den. Det handler om, hvordan kunsten skal formidles fysisk og digitalt samt behovet for indkøb af nye værker. Men strategien skal også rumme principper for, hvornår det ikke længere giver mening at beholde et kunstværk i bybilledet.

– “Strategien skal blandt andet hjælpe os til at træffe valg og vurdere omkostningerne ved et kunstværk i forhold til den værdi, værket har for kulturlivet, byen og borgerne. Vores kunstværker er næsten altid erhvervet sammen med fonde og andre aktører. Vi har derfor en ekstra forpligtelse til at passe godt på værkerne i deres levetid. Både overfor bidragsydere og samarbejdspartnere, men også overfor kunstneren og det nationale og internationale kunstliv”, forklarer formand for Kultur- og Fritidsudvalget Lene Dybdal, og tilføjer:

– “Så vi skal tænke os godt om, når vi siger ja til et kunstværk, men også have modet til at sige tak for nu, når værket har haft sin tid af forskellige årsager. Det kan både være på baggrund af kunstfaglige, økonomiske eller helt andre vurderinger.”

Arbejdet går i gang nu med en proces, der rummer både indsamling af viden, analyse og brugerinvolvering, før den endelige strategi er på plads. Til opgaven har udvalget hyret firmaet Seismonaut, som i forvejen har erfaring med kulturformidling og aktuelt kendskab til Holstebro gennem Bikubenfondens projekt “Billedkunstens betydning”.

Strategi for kunsten i det offentlige rum er klar til efteråret 2023.

Holstebro Kommune ejer omkring 70 udendørs kunstværker. Nogle af værkerne består af flere skulpturer, fx “Tobaksarbejderens Drøm” på Hotel Royal eller “De tolv himmelstiger” ved Nørreport.

Kilde

Foto. SDL