Både farver og former, perspektiv og motivvalg overbeviste juryen om tegningens kvalitet som inspiration til det videre grafiske design.

I den endelige version, som er en forenkling og transformation af Lærke Bech Pedersens værk, er broen over vandet det sammenbindende element med både historiske og fremtidige bygninger i baggrunden. Og svanen i forgrunden har forvandlet sig til et hjerte.

– “Vores 11-årige vinder har virkelig gjort sig umage med både idé og flot, næsten kunstnerisk udførelse i fri hånd. Med et tydeligt bro-tema og bybillede, festlige farver og fællesskab har vi fået inspiration til det endelige logo og en mangfoldig farvepalette”, siger Morten Bramming, der er programleder for byjubilæet.

Lærkes vinderforslag udløser en præmie på 7.500 kr. Der var i alt 116 bidrag til logokonkurrencen – og det var langt flere end forventet:

– “Vi har oplevet et kæmpe engagement omkring logokonkurrencen, som jeg gerne vil takke alle for. Det lover virkelig godt for byjubilæet næste år”, siger Morten Bramming.

Det endelige design er udført af et eksternt brandbureau, som har været med i hele processen og i juryen. Den grafiske opgave har især været at udvælge, fremhæve og forenkle detaljerne, så logoet også vil fungere i både stor og lille skala, i sort-hvid udgave og på forskellige digitale medier.

Skarpe øjne vil måske genkende, at bygningerne i baggrunden har fået tilføjet ekstra lokal kolorit. Et træ er spiret frem, og der er også tilføjet fødselsdagsflag og stjerneskud på byrummets himmel.

Det er planen, at alle aktører i byjubilæet kan bruge det nye logo i markedsføringen af deres aktiviteter, fx som et ‘stempel’.

Om et par måneder går en ny hjemmeside i luften med det nye design. Indtil da kan du finde information om byjubilæet på holstebro.dk/750aar

Kilde

Foto: ABW