2. december kl. 16.00 er der infomøde om en helt ny rytmisk musikuddannelse, som Det Jyske Musikkonservatorium etablerer i Holstebro med studiestart fra september 2023.
En ny videregående musikuddannelse kommer til byen næste år. “Rytmisk Musik og Samskabelse” er en 3-årig bacheloruddannelse, hvor den studerende udvikler sine musikalske og kunstneriske færdigheder og styrker sin evne til at indgå i kreative samarbejder med andre aktører.
Infomødet afholdes i Black Box, Røde Plads 16 – i Horisont Holstebro, der er et ungt rytmisk musikmiljø med øvelokaler, lydstudie og musikscene, der bl.a. afholder “Songwriters in a Box”.
I de første år får uddannelsen base på Bisgårdmark, som i forvejen rummer musikskole, orkesterefterskole, symfoniorkester, sangkraftcenter og musiksal samt det konservatorieforberedende Musikalsk Grundkursus (MGK).
– “Bisgårdmark er et af Holstebros musikalske hotspots, og får nu en helt ny og fantastisk spændende musikuddannelse på allerhøjeste niveau – og med en særlig tilgang, der inddrager andre aktører, nye projekter og samarbejder på tværs af de traditionelle rammer. Det glæder vi os rigtig meget til og håber, at de studerende hurtigt bliver en integreret del af Holstebros kulturliv”, siger borgmester H.C. Østerby.
Holstebro som ‘konservatorieby’
Foruden koncerter, festivaler og forestillinger fremhæver borgmesteren det kulturelle miljø på Slagteriet, Jazz Nights, Dansk Talentakademi, gymnasiet og Lars Greves Resonerende Rum – der er Holstebros nyeste kulturinstitution – som eksempler på interessante lokale aktører for studerende i rytmisk musik.
Der er også tre egnsteatre med adresse i Holstebro – og endnu en kunstnerisk uddannelse er på vej til Holstebro fra Den Danske Scenekunstskole i dans. Den kommer “Rytmisk Musik og Samskabelse” også til at samarbejde med.
Men den vigtigste lokale samarbejdspartner er nok Holstebro Musikskole og MGK MidtVest, som har indgående kendskab til både aspiranter til uddannelsen og musikmiljøet – og som i forvejen har fokus på tværkunstneriske produktioner, fx i samarbejde med Dansk Talentakademi.
– “Vi ser frem til et tæt samarbejde med konservatoriet om de nye videregående uddannelser. Profilen passer utrolig godt med Holstebros DNA som foregangsby indenfor kultur-entrenørskab, samskabelse og det kunstneriske medborgerskab. Det bliver også en stor inspiration for de MGK-elever, der søger vores tilbud”, lyder det fra Jens Dammeyer Sørensen, der er musikskoleleder og leder af MGK MidtVest.
Til infomødet kan deltagerne også møde Studieby Holstebro, der giver overblik og guider til studielivet i Holstebro, fx om studieboliger, fritidsaktiviteter og foreninger, natur- og kulturoplevelser samt café- og nattelivet.
– “Fra Det Jyske Musikkonservatoriums side ser vi meget frem til de nye samarbejder med de mange spændende aktører i Holstebro. Den nye uddannelse bliver en vigtig del af konservatoriets løbende bestræbelser på at være en relevant institution i samfundet. Vi skal uddanne musikere på højeste niveau, men vi skal også danne kunstnere og kunstpædagoger, der kan indgå i samfundslivet på mangfoldig vis, bl.a. gennem samarbejder med andre aktører både i og uden for kunstens verden”, lyder det fra konstitueret rektor for Det Jyske Musikkonservatorium, Keld Hosbond.
Der åbnes for ansøgning 5. december, og ansøgningsfristen er 16. januar 2023. Der er optagelsesprøve til uddannelsen. Når den nye konservatorieuddannelse i Holstebro er fuldt udbygget, vil der være i alt 30 studiepladser fordelt over fem årgange.