Regeringen har stillet krav til samtlige af landets kommuner om at opføre ladestandere i forbindelse med kommunens parkeringsanlæg. Holstebro Kommune har sendt opgaven i udbud, og det har resulteret i en aftale med Norlys om at etablere 200 ladepunkter i kommunen.
De 200 ladepunkter omfatter 94 normalladere og seks lynladere med hver to ladepunkter. Norlys afholder alle udgifter i forbindelse med opstillingen og får til gengæld rettighederne til drift af ladepunkter de pågældende steder i de næste ti år.
Udsigten til mange flere ladestandere vækker glæde hos formanden for Teknisk Udvalg, Kenneth Tønning.
– “Behovet for flere ladestandere vil kun vokse hen over de kommende år i takt med, at stadig flere udskifter deres fossildrevne biler med elbiler. Med etableringen af en lang række nye ladestandere fra øst til vest i kommunen er vi med til at give både borgere og gæster i vores kommune de nødvendige rammer for at kunne træffe mere klimavenlige valg i hverdagen”, siger han.
Kommunens klimahandlingsplan er netop blevet godkendt både i Byrådet og i internationalt regi. Målet er at reducere drivhusgasudledninger med 70 % inden 2030, og i den forbindelse spiller elektrificering af personbiler – herunder etablering af ladestandere – en stor rolle.
Resten af landet
Én ting er muligheder for opladning lokalt, men de fleste har brug for også at oplade på farten og over længere distancer. Derfor er en national ladeinfrastruktur afgørende. Norlys er en af de ladeoperatører, der er i fuld gang med at opsætte ladepunkter i store dele af landet.
– “Frem mod sommeren næste år etablerer vi blandt andet mere end 1.600 nye ladepunkter i en række kommuner – herunder altså 200 alene i Holstebro. Skal vi i mål med den grønne omstilling, skal vi have elektrificeret transporten. Derfor glæder det mig, at også Holstebro Kommune, som ligger i vores ejergeografi, vil være med til at udbygge ladeinfrastrukturen sammen med os”, siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.
Her bliver ladepunkterne placeret
De seks nye lynladere med hver to ladepunkter fordeler sig med én lynlader i både Sdr. Nissum og Vinderup, mens de resterende fire lynladere bliver placeret i Holstebro.
De 94 normalladere med hver to ladepunkter bliver fordelt på tværs af næsten hele kommunen. Der er således nye ladepunkter på vej i Holstebro, Krunderup, Mejrup, Nr. Felding, Vinderup, Ulfborg, Sdr. Nissum, Staby, Thorsminde og Vemb.
Forventningen er, at alle nye ladestandere er etableret inden udgangen af 2024.