Pressemeddelelse fra Holstebro pressen:

Padel er måske den hidtil hurtigst voksende sportsgren i Danmark. Den første rigtige bane kom i 2012, og i 2019 var der under 100, men i dag findes der næsten 1.200.

I Holstebro er der netop taget et nyt center med hele 12 baner i brug, og i byen findes der nu 5 centre med samlet 24 baner – hvilket bringer Holstebro blandt de steder i landet med flest pr. indbygger.

Sporten padel eksploderer med nu fem centre i Holstebro by: Fire entusiaster investerer i hal med hele 12 baner

Ifølge Dansk Padel Forbund er Holstebro sammen med blandt andre Svendborg og Odense blandt de byer i landet, som har flest baner i forhold til indbyggertal.

Danmarks måske hurtigst voksende sportsgren nogen sinde har et solidt fundament i Vestjylland. Holstebro var et af de første steder i landet, som fik et par padelbaner med byens tennisklub som initiativtager. Siden har udviklingen taget fart på landsplan, som i Vestjylland.
Med indvielsen af et nyt center med hele 12 baner findes der nu i alt 5 centre i Holstebro med samlet 24 baner.

I dag findes der i Danmark knap 1.200 baner til lidt under 6 millioner indbyggere. Det vil sige cirka 5.000 personer pr. bane. Men i Holstebro med omkring 37.000 indbyggere er dækningen cirka 1.500 pr. bane.

– “Holstebro ligger fint i feltet, men jeg ved ikke, om det giver en placering helt i toppen. Odense er også rigtig godt med, og det samme er for eksempel Svendborg”, siger Christian Nybroe, der er ansvarlig for turneringer, økonomi og it i Dansk Padel Forbund.

I Holstebro driver to foreninger padelbaner. Desuden findes der tre centre skabt af forskellige grupper iværksættere. Nogle af de store padelkæder har også set på mulighederne for at etablere sig i Holstebro. Men erhvervsfolk i byen ville gerne selv og ønskede at forankre sporten i byen. Derfor har fire af dem nu skabt det helt nye Padel 7500 med 9 dobbeltbaner og 3 singlebaner. Centret er opført direkte til sporten, og hensigten har været at skabe gode forhold med for eksempel attraktive badefaciliteter. Det siger en af de fire, direktør Kenneth Tang.

– “Vi har ikke købt en brugt minkhal eller en anden forladt bygning. Vi har heller ikke tænkt på, om hallen skal kunne bruges til et andet formål en dag, hvis sporten nu pludselig taber popularitet. Vi vil bare gøre det fedt at spille padel”, siger Kenneth Tang.

Han ønsker ikke at oplyse byggeprisen for de 4.000 kvadratmeter. De fire erhvervsfolk har ikke bygget for at blive rige. De har gjort det, fordi de selv er lidt mere vilde med at spille padel end andre.

Centret holder døgnåbent. Brugere låser sig ind med kode. Men der er bemandet med personale om aftenen.

Kenneth Tang håber at være med til at gøre padel til en hvermandssport. Padel kan dyrkes af folk i alle aldre og alle tyngder og alle køn. Han har selv tre piger, som det har været lidt svært at få i gang med sport, men padel fanger dem. Padel er også meget social.

– “Padel er et alternativ til for eksempel golf. Det tager langt mindre tid, og udstyret kan købes for kun 500 kr.”, siger Kenneth Tang.
Centrene i Holstebro ligger tæt på centrum. Christian Nybroe fra Dansk Padel Forbund siger, at storbyerne har den udfordring at det er svært og dyrt, at placere baner i centrum, så de ligger typisk langt fra bymidten.

Oversigt over padelbaner i Holstebro Kommune:

Padel 7500 i Holstebro
Padelzone i Holstebro
Padel Holstebro
Holstebro Tennis & Padel
Padel Mejdal-Halgård i kanten af Holstebro by
Vinderup Padel i Holstebro Kommune

Kilde

Foto: ABW