Gammel Holstebro-dreng vender hjem, og skal på scenen i Lystanlægget sammen med Akademiet onsdag den 6. august
Den tidligere Holstebro-dreng, Henning Stærk, udsendte i foråret 2023 et nyt album ”Big Boss Man”, I år kan rock’n roll legende fejre 76 års fødselsdag – han er født i Østergade i Holstebro, hvor faderen havde en slagterforretning, fortæller Kulturperlens formand, Poul Hornshøj. Selv om vi er mange, som er kommet godt op i årene, er der stadig en del bysbørn, som husker ham, også fra skoletiden. I sine unge dage spillede Henning med flere lokale orkestre, mest kendt er nok Poisons, de spillede meget på Sveavej, husker formanden. Senere flyttede han til Århus, hvor han kom med i bl.a. Gnags.
Det er Henning Stærk’s første album siden udgivelse af ”Old Time Rocker” fra 2009.
”Et album der afspejler et levet liv. Og det er netop dér, jeg er nu. Jeg har masser af levet liv bag mig, men er bestemt ikke færdig med det, der ligger foran mig”, siger Henning Stærk.
Henning Stærk indspillede sin første single i 1967 og er om nogen her i landet garant for god, gammeldags rock’n roll, der leveres 100% autentisk, af et band der kender metieren
.
”Lysten til musikken og den magi, der opstår, når man spiller en koncert for et medlevende publikum, holder mig i gang. Og med årene er jeg blevet stadigt gladere for at spille lige nøjagtig den musik, jeg holder allermest af”, siger Henning Stærk.
Efter mere end 3000 koncerter fortsætter tourbussen med at rulle til glæde for hans store og trofaste publikum, så vi glæder os til at se og høre ham igen i Lystanlægget, siger Poul Hornshøj..
Mange kendte kunstnere er med i Akademiet.
“Et Akademi er en //:institution eller sammenslutning der består af videnskabsfolk, kunstnere eller forfattere, hvor der undervises i bestemte videnskabelige eller kunstneriske discipliner”// står der i Den Danske Ordbog, siger Poul Hornshøj.
Som et andet fakultet af professorer og elever ud i musikalitet og performance, drager AKADEMIET også i 2025 ud på tur til de store danske spillesteder, og dermed også Lystanlægget i Holstebro.
På holdet ses prominente artister som Knud Møller, Alex Nyborg Madsen, Ester Brohus, Jimmy Jørgensen, Bjørn Fjæstad, Nikolaj Christensen & Rie Rasmussen, som bakkes solidt op af et velspillende band. Det ligger ligesom i bandnavnet “AKADEMIET”, at der skal undervises lidt. Ikke på den gammeldags måde med kæft, trit og retning, men mere på den kærlige og omfavnende måde. Der undervises i fagene musikhistorie, musikudførelse og omvendt smagsdommer. Fælles for alle Akademiets medlemmer er, at de har en mere eller mindre åbenlys forkærlighed for americana, roots og country musik. Derfor bliver det i den 6. august muligt at opleve nogle af disse artisters store hits, glemte sange og nye klassikere tilført både mandolin, “rooty” feeling og kæmpekor. Sidst men ikke mindst vil hele koncerten blive afviklet med alle mand på scenen samtidigt. Alt denne aften ag vil være håndspillet og mundsunget. Akademiets mere end 300 års sammenlagte erfaring på livescenen, og deres enorme mængde priser og statuetter, afkræver en vis form for respekt, men vigtigst af alt skal vi huske på, at det hele bare er for sjov.
Vi så Akademiet i Stuer sidste år, og blev straks begejstret, og vi vil derfor glæde os til den helt specielle aften med meget dansk musik, som man også kan synge med på, slutter Poul Hornshøj.




