Mødrehjælpens lokalforening i Holstebro lancerede i starten af året, i samarbejde med Holstebro kommune, et nyt tiltag – projekt UDSTYRSPAS. Formålet var, at uddele Udstyrspas til børn og unge fra økonomisk vanskeligt stillede familier, så de fik mulighed for at deltage aktivt i foreningslivet, på lige fod med andre børn og unge. Sportsforretningen Sport 24 indgik også i samarbejdet med økonomisk støtte til projektet.

Derudover blev projektet muliggjort gennem donationer fra bl.a. Færch fonden og BUPL, samt Mødrehjælpens egne midler.

Udgangspunktet for projektet var, at Mødrehjælpens lokalforening ønskede at bakke op om Fritidspasset, som udleveres af Holstebro Kommune til familier, der har brug for økonomisk hjælp til betaling af kontingenter til fritidsaktiviteter. Det var Mødrehjælpens erfaring, at der ikke kun er brug for hjælp til betaling af kontingenter – der er også brug for hjælp til at anskaffe det nødvendige udstyr til den valgte fritidsaktivitet og det er netop her Udstyrspasset kommer ind i billedet.

Mødrehjælpen havde ved årets start samlet penge ind til at kunne uddele 170 udstyrspas og forventede, at det kunne dække behovet i hvert fald de næste to år, men allerede midt i oktober er pengene brugt.

– “Man kan med rette sige, at vi er druknet i vores egen succes. Det er vi på den ene side rigtig glade for, for det viser vi har ramt noget, der virkelig var behov for, men det er også lidt skræmmende, at behovet har vist sig at være så massivt”, siger Anna Marie Kehlet, formand for Mødrehjælpens lokalforening.

Mødrehjælpen tolker det som et udtryk for, at rigtig mange familier er presset på økonomien i en tid med både stigende energipriser og stigende inflation. Noget af det, der så kan skæres på, er børnenes fritidsaktiviteter. Men netop i krisetider er det af afgørende betydning for børnenes trivsel, at de kan være en del af et aktivt fritidsliv og for Mødrehjælpens lokalforening er det en hjertesag, at alle børn har lige muligheder.

– “Vi tror på, at en afgørende motivationsfaktor for børnene/de unge er, at de fra starten har det nødvendige udstyr til den valgte aktivitet og ikke skiller sig ud fra de øvrige deltagere. Derfor kom Udstyrspasset lige på rette tidspunkt, for det er vores opfattelse, at mange havde brug for lidt ekstra motivation til at komme i gang igen efter de mange Corona nedlukninger”, fortsætter Anna Marie Kehlet.

– “Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Holstebro Kommune og Sport 24 og det er vi både glade for og meget stolte af, at vi har fået etableret. Det er unikt, at en frivillig organisation, en kommune og en privat erhvervsdrivende finder sammen i et projekt, der skal understøtte udsatte børn og unges trivsel bedst muligt. Os bekendt findes der ikke noget lignende andre steder i landet og vi håber, at kunne fortsætte samarbejdet i en eller anden form”, fortsætter Anna Marie Kehlet.

Der bliver ikke uddelt flere udstyrspas i år, men det er Mødrehjælpens håb at finde en måde til fortsat at kunne finansiere Udstyrspasset.

– “Behovet for Udstyrspasset har vist sig at være så stort, at vi ikke kan opgive det endnu, så vi arbejder benhårdt på at skaffe penge til at fortsætte projektet næste år”, slutter Anna Marie Kehlet.

Yderligere oplysninger om Udstyrspasset, og mulighed for at donere penge til projektet, kan fås ved henvendelse til Mødrehjælpens lokalforening på 26274496.

Kilde

Foto: ABW