Ny animationsfilm ”Den vigtige læsestund” giver forældre 10 simple greb til at styrke deres børns læseglæde.
Bag animationsfilmen ”Den vigtige læsestund” står 12 folkebiblioteker og kommuner. Holstebro Kommune og Holstebro Bibliotek er en del af dette samarbejde. Med animationsfilmen er der et ønske om at sætte fokus på forældrenes vigtige rolle i forhold til den gode læsestund. Filmen skal inspirere forældrene og informere om, hvor de kan hente hjælp og vejledning. I forbindelse med filmens tilblivelse har biblioteksformidlere, læsekonsulenter og eksperter inden for skoleområdet bidraget med indhold og faglig sparring.
– “Samarbejdet med biblioteker og kommuner er en klar styrke i forhold til det faglige indhold i filmene. Animationsformatet er med til at skabe et tydeligt budskab om den gode læseoplevelse, som både er imødekommende og underholdende. På den måde kan vi åbne op for en meningsfuld dialog med forældre om, hvordan vi sammen kan fremme børns glæde ved at læse”, siger biblioteksleder Trine Petersen fra Holstebro Biblioteker.
Forældre er de vigtigste – 10 greb til læsestunden
Der er ingen tvivl om at forældrene spiller en vigtige rolle, når det gælder om at inspirere informere om læsning. Animationsfilmen ”Den vigtige læsestund” giver forældre til børn i alderen 5-9 år 10 greb til, hvordan læseglæden kan komme til at blomstre. Højtlæsning for børn og gode snakke om litteraturen er blot nogle af de 10 greb, som filmen introducerer.
Kulturformidler Ulla Soon-Ja Jespersen ved Holstebro Bibliotek er begejstret for filmen:
– “Læsning fremmer fantasi, kritisk tænkning og koncentration. Glæden ved læsning er afgørende for at opnå dette. Forskning indikerer, at børns læseinteresse falder med alderen, og forældrenes engagement er afgørende for at vække læselysten og mestre læsefærdighederne. De ti greb skal være med til at gøre læsning til en rar og hyggelig oplevelse. Derfor er det afgørende at skabe de bedste rammer for læsning derhjemme, og her giver animationsfilmen en række eksempler til forældre, der ønsker at styrke læseglæden i en aktiv hverdag”, understreger Ulla Soon-Ja Jespersen.
Biblioteket = inspiration og læseglæde
En afgørende pointe i animationsfilmen er, at forældre altid kan få hjælp og vejledning til at finde den rette litteratur, der passer til deres barns behov og læseniveau. Denne støtte er tilgængelig gennem forskellige kanaler, herunder dagtilbud, skoler og ikke mindst det lokale bibliotek.
Animationsfilmen ”Den vigtige læsestund” havde premiere på Viborg International Animation Festival sidst i september, hvorefter filmen vil blive tilgængelig på Holstebro Biblioteks hjemmeside og sociale medier.
Faktaboks: 10 tips til at styrke dit barns læseglæde
1. Læs højt for dit barn – også når barnet godt kan læse selv. Eller sæt strøm til bøgerne og lyt til lydbøger sammen med barnet. Læsning er ikke kun med øjnene.
2. Børn gør som voksne. Så vær et forbillede for dit barn: Læs og tal om litteratur, som du selv læser/lyttelæser.
3. Gør bøger tilgængelige mange steder i hjemmet. Gerne mange bøger og forskellige slags.
4. Find bøger, der passer til barnets interesser og alder/niveau.
5. Tal om de bøger, som I læser/lytter. Spørg for eksempel:
– Var der noget, du særlig godt kunne lide? • Var der noget, du ikke brød dig så meget om? • Var der noget, der undrede dig? • Kom du til at tænke på andre bøger, du har læst, film, du har set, eller noget, du selv har oplevet?
6. Leg med litteraturen: Besøg et vikingecenter, hvis I læser om vikinger. Bag pandekager som Rasmus Klumps mor. Byg en monsterfælde som Vitello.
7. Skab en tradition og tilrettelæg hyggelige læsestunder. Sæt tid af til at læse og prioritér denne tid.
8. Hav en fast biblioteksdag med jævne mellemrum.
9. Brug lydbøger til at skabe fælles oplevelser, f.eks. når I kører tur i bilen.
10. Find inspiration i børnehaven, på skolen, i SFO’en og på dit lokale bibliotek.
Baggrund
Filmen: Den vigtige Læsestund på Vimeo
De 10 greb (illustration)
Filmen er skabt af den prisbelønnede virksomhed Tumblehead Animation Studio. Læs mere: Tumblehead Animation Studio. Copyright tilhører Tumblehead Animation Studio.
Bag filmen står 12 biblioteker/kommuner: Herning, Hjørring, Holbæk, Holstebro, Ikast-Brande, København, Næstved, Odense, Syddjurs, Vesthimmerland, Aarhus og Viborg. Viborg Bibliotekerne og Børn & Unge i Viborg Kommune har taget initiativ til projektet, som er støttet af Viborg Kommunes animationspulje.
Filmen ”Den vigtige læsestund” havde premiere som afslutning på konferencen Animated Learning fredag den 29. september, der er en del af Viborg Animation Festival.
Info: Animated Learning Conference 2023 – Animated Learning
Læsevaneundersøgelsen: fremtidensbiblioteker.dk/greb-til-lselyst