We Build Denmark har åbnet kontor i Holstebro, og de er allerede godt i gang med at hjælpe virksomheder med den grønne omstilling.
Åbningen blev markeret ved at samle 65 deltagere fra lokale virksomheder til en dialog om bæredygtighed, kommende byggeprojekter og kompetence løft indenfor bæredygtigt byggeri.
– “De nye og kommende bæredygtighedskrav kræver ny viden, og det betyder, at virksomhederne skal uddanne sig for at blive ved med at fylde ordrebøgerne. Det nye lokalkontor bibringer et skærpet fokus på bæredygtigt byggeri og hænger godt sammen med virksomhederne i området”, sagde 1. viceborgmester Torben Gudiksen i åbningstalen.
Virksomheder på skolebænken
For at ruste sig mod de forandringer, der lige om lidt banker på døren, har de to entreprenørvirksomheder Graakjær Erhverv A/S og Jens Jensen Tømrer & Snedker A/S sendt sig selv på skolebænken. Sammen med 64 andre udførende virksomheder deltager de i projektet ’Klar til bæredygtigt byggeri’, hvor de via en kursus række styrker deres kompetencer indenfor bæredygtigt byggeri. De to virksomheder delte glædeligt ud af deres erfaringer, da de gik på scenen til åbningen.
Nyt netværk i Holstebro
Til september begynder et helt hold af små og mellemstore virksomheder i Holstebro på et kompetence forløb, der skal gøre dem klar til de nye markedsvilkår og krav for bæredygtighed og digitalisering.
Forløbet går under navnet “Netværk for Forandringsledelse og Innovation” og er for ejerledere, medejere og ledere i bygge- og anlægsvirksomheder.