Banker dit hjerte for festivaler, blomster, have, pynt, historie, rundvisninger, bagning eller koncerter? Så kom til infomøde onsdag den 20. september, kl. 19.30 i riddersalen.

Pressemeddelelse fra Nørre Vosborg:

Det er hyggeligt, det er sundt og det er sjovt.

På herregården Nørre Vosborg ved Vemb finder du alt fra fortællerfestval, kunstudstillinger, madmøder, foredrag og juleudstillinger til koncerter med både klassisk musik og pop – og alt derimellem.

Ud over den faste medarbejderstab er der også tilknyttet en stor skare af frivillige ildsjæle, som hver især bidrager med arbejdsindsats og passion, som herregården ikke kan være foruden.

Hvad enten hjertet banker for havearbejde, blomsterdekorationer, historiskviden og arkiver, rundvisninger, billetsalg, hjælp ved koncerter og festivaler, julepyntning, småkagebagning, opdatering af hjemmesider eller sågar at lege 1700-tallet udklædt som hushovmester eller oldfrue sammen med 30 glade og begejstrede skolebørn, så har vi brug for dig.

Som frivillig på Nørre Vosborg får du en betydningsfuld rolle i dagligdagen på den smukke herregård. Du bliver en skattet del af et glad og passioneret fællesskab. Måske får du nye kompetencer og udfordringer til hjernen – hvilket styrker din mentale sundhed. Vi tør godt garantere, at du kommer til at gøre en kæmpe forskel for alle os som allerede er her.

Vil du høre mere? Onsdag den 20. september inviterer vi alle interesserede til et uforpligtende informationsmøde om det at være frivillig på Nørre Vosborg. Vi mødes kl. 19.30 i riddersalen, hvor vi vil fortælle mere om de mange mulighederne.

Tilmelding er ikke nødvendig, vi har kaffe og kage til alle. Vi glæder os til at hilse på dig.

For yderligere information kontakt arrangementsansvarlig Rikke Kogsgaard Nørtoft på tlf. 2484 8773

Kilde

Foto: ABW