Tour de France kommer til Danmark i juli 2022, men allerede 23. april tages der i Holstebro forskud på festlighederne, når alle børn og unge i alderen 3-15 år inviteres til at prøve kræfter med ”Børne Tour”.
Børne Tour er et begyndercykelløb pakket ind i de gule Tour de France-farver, hvor alle kan være med uanset niveau, og uanset om man ligger inde med en racercykel eller en gammel havelåge. Der er 200 pladser og tilmeldingen skal ske senest d. 23. april.
Børne Tour arrangeres af den lokale cykelklub Holstebro Cykle Club af 1960, Danmarks Cykle Union, Grand Dé part Copenhagen Denmark, ŠKODA Danmark, Frog Bikes og Holstebro Kommune.
Børne Tour køres over hele landet i mere end 30 byer, som forhåbentligt skal være med til at gøre den danske Tour-start til en helt uforglemmelig begivenhed.
Formand i Holstebro Cykle Club af 1960, Peter Sandkvist, ser frem til at skyde Børne Tour i gang på Kirkepladsen:
– “Vi glæder os meget til at vise vores dejlige sport frem for byens børn og unge, og så endda i de med de officielle Tour de France-farver i ryggen. Vi håber at rigtig mange har lyst til at komme ned på Kirkepladsen og stifte bekendtskab med et ’rigtigt cykelløb’ i begyndervenlige og sikre rammer. Cykelsport er både sjovt og meget socialt, og vi tror på at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med Børne Tour. Uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje”, siger Peter Sandkvist.
Alle deltagere i Børne Tour modtager nemlig en medalje når løbet er gennemført, samt en invitation fra Holstebro Cykle Club af 1960 til at deltage i et kort introforløb.
– “Vi vil rigtig gerne vise vores cykelklub til byens børn og unge, så de kan se hvordan man går til cykling i en forening. Ud over at træne fysiske elementer gør vi også meget ud af sikkerhed, teknik og ikke mindst det sociale og at have det sjovt. Vi håber selvfølgelig at Børne Tour-deltagerne bliver lidt nysgerrige og vil tage imod vores invitation”, fortæller Peter Sandkvist begejstret.
Også hos Holstebro Kommune er man glad for at Børne Tour kommer til byen:
– “Vi får en forsmag på årets store nationale sportsevent i børnehøjde, og håber at rigtig mange får et aktivt og hyggeligt løb og måske også lyst til at dyrke cykling på klubplan? Jeg glæder mig rigtig meget til at sætte løbet i gang på lørdag”, siger Lene Dybdal, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Børne Tour er et arrangement der skal give flere børn blod på tanden for at starte til cykling, og det er ifølge Niels Pilgaard Hansen, der sammen med ŠKODA Danmark sponsorerer løbene, et vigtigt budskab.
– “Vi er jo normalt med ved Tour de France på den helt store scene, men det er mindst lige så sjovt og vigtigt at give den næste generation af cykelryttere en god, første oplevelse med sporten. Cykling er måske ikke helt så tilgængeligt som fodbold og håndbold blandt de unge, og her kan børnene få en fornemmelse for at sidde i sadlen”, siger Niels Pilgaard Hansen, marketingchef for ŠKODA i Danmark.
Samme vision deles af Frog Bikes, der producerer letvægts racercykler, mountainbikes og hverdagscykler, som er specielt designet til børn. Til Børne Tour vil der være mulighed for at prøve udvalgte Frog Bikes-modeller og tilmed vinde en cykel, når man deltager i Børne Tour.
Læs mere… Evt. hvis du kender nogen.