Onsdagsforedrag
Fabeldyr, uhyrer, søslanger, afskyelige snemænd og andre underlige skabninger… Fantasifostre, indbildning og svindelnumre? Eller måske alligevel væsener, som i det mindste har et enkelt ben i virkelighedens verden? Tusindvis af mennesker har i århundreder fortalt historier om møder med disse skræmmende skabninger, og i de sidste 35 år har Danmarks eneste kryptozoolog, Lars Thomas, arbejdet med at finde hoved og hale i beretningerne, og ikke mindst finde svaret på, hvordan historierne er opstået, og om der gemmer sig bare en lille smule virkelighed i dem. Kom med på jagt efter dyrene, der ikke burde eksistere.
v/ Lars Thomas, cand.scient, kryptozoolog
Foredraget arrangeres af Holstebro Museumsforening i samarbejde med Holstebro Folkeuniversitet. Medlemmer af Holstebro Museumsforening har gratis adgang – for ikke medlemmer koster det 50 kr.
Foredraget begynder kl. 19.30 i Folkesalen på Holstebro Museum. I pausen er der mulighed for at drikke kaffe/te og nyde kage. Dette bestilles og betales i caféen før foredraget.
Bemærk, der skal købes billetter til foredraget.