Holstebro Kommune er ved at designe en ny erhvervs- og uddannelsesstrategi sammen med uddannelserne og det lokale erhvervsliv. 40 centrale aktører mødes i dag til fremtidsworkshop.

Hvor er verden på vej hen? Findes der en ’alternativ’ fremtid? Hvordan ser den ud i 2035? Og hvordan kan vi præge fremtidens erhverv og uddannelsesmiljø i Holstebro Kommune?

Det er nogle af spørgsmålene til en fremtidsworkshop, som 40 lokale uddannelses- og erhvervsfolk kaster sig over den 13. september på Slagteriet og til en afsluttende konkretiseringsworkshop den 25. september på Holstebro Museum.

– “Vi kender allesammen parolen med, at man ikke kan spå om fremtiden. Men vi kan lytte til de mest sandsynlige scenarier og megatrends, og undersøge hvordan vi gennem nye roller og partnerskaber kan forsøge at sætte præg på udviklingen, ride på den forventede bølge eller forestille os noget helt tredje”, siger Torben Gudiksen, der er formand for Erhvervs- og Turismeudvalget i Holstebro Kommune.

Hvem og hvad skaber fremtiden?
Svarene skal bruges som input til den kommende erhvervs- og uddannelsesstrategi. Et udviklingsarbejde som kommunen får hjælp til af Dansk Design Center, der også står for de to workshops. På den første skal deltagerne strække deres forestillingsevne og arbejde med alternative fremtidsscenarier, hvor de udfordres og inspireres til at tænke anderledes om fremtiden og dermed opdage nye handlemuligheder i nutiden.

Deltagerne i workshoppen repræsenterer en bred vifte af lokale erhvervs- og uddannelsesaktører. Både store og mindre virksomheder, iværksættere, handel, turismeaktører, erhvervsskole, universitet, kultur- og talentudviklingsmiljøer er med, når Holstebro kigger i krystalkuglen.

En fælles sag
Ambitionen er at den nye erhvervs- og uddannelsesstrategi skal sætte en klar retning i en stadig mere omskiftelig verden – og at den bliver allemandseje.

– “Vi er rigtig glade for, at så mange forskellige aktører vil være med til at finde de vigtige trædesten og initiativer, som fremtiden kalder på. Vi har lige afholdt Sustain Week med fokus på klimaudfordringer og erhvervslivets grønne løsninger. Det er blot én af de store agendaer. Det kunne for eksempel også handle om kvalificeret arbejdskraft, uddannelsesvalg, den digitale udvikling eller fremtidens boformer og livsstil”, siger Torben Gudiksen.

Dansk Design Center har i forbindelse med strategiprocessen interviewet en række lokale beslutningstagere og videnspersoner og sat rammen med en indledende kick off workshop i juni. Den endelige erhvervs- og udviklingsstrategi godkendes i starten af 2024.

Kilde

Foto: ABW